A1. Tilsynsfrekvens
Syddjurs Kommune vil på baggrund af et vandværks betegnelse som enten et primært eller et basisvandværk fastlægge en tilsynsfrekvens.
Syddjurs Kommune vil på primære vandværker føre rutinetilsyn minimum hvert 3. år og på basisvandværker minimum hvert 5. år. Tilsynsfrekvensen vurderes konkret i hvert enkelt tilfælde og kan øges på baggrund af anlæggets tilstand.
A2. Kontrol af tanke og beholdere
Syddjurs Kommune vil i de almene vandvandværkers kontrolprogrammer, hvor det er relevant, fastlægge vilkår om rutineinspektion af rentvandstanke og højdebeholdere minimum hvert 5. år.
A3. Overholdelse af DS 442
Indvindingskapacitet samt behandlings-, lagrings- og leveringskapacitet bør som minimum opfylde Dansk Ingeniørforenings norm for almene vandforsyningsanlæg DS 442.
B1. Reelt vandbehov.
Tilladelser til vandindvinding gives og fornys kun, hvis der er et reelt vandingsbehov.
Ved fornyelse af indvindingstilladelser vurderes vandbehovet bl.a. på baggrund af de indberettede vandmængder i de seneste 10 år.
B2. Udnyttelse af tilladelse.
Har en erhvervsmæssig vandindvindingstilladelse ikke været benyttet over en periode på 10 år, kan tilladelsen som udgangspunkt ikke fornyes.
B3. Almene vandværker.
Indvindingstilladelsen skal til forsyning af almene vandværker som minimum være 25 % højere end gennemsnittet af de seneste fem års forbrug på vandværket.
B4. Markvanding.
Ved nye indvindingstilladelser og ved fornyelse af eksisterende tilladelser til markvanding vurderes vandmængden ud fra det reelle behov og jordbundsforholdene, samt de afgrøder, der ønskes vandet mm. Kommunen vurderer i det konkrete tilfælde, om den ansøgte vandmængde skal reduceres ift. det det ansøgte.
B5. Dyrehold.
Ved nye indvindingstilladelser og ved fornyelse af eksisterende tilladelser til erhvervsmæssigt dyrehold vurderes vandmængden ud fra det reelle behov og dyretype. Kommunen vurderer i det konkrete tilfælde, om den ansøgte vandmængde skal reduceres ift. det det ansøgte.
B6. Erhvervsmæssig anvendelse af vand.
Ved tilladelser til erhvervsmæssigt vandindvinding til andre foremål end dyrehold og markvanding vurderes vandmængden ud fra det reelle behov. Der kan i visse tilfælde kunne tillægges et buffertillæg til vandindvindingstilladelsen efter en konkret vurdering.
B7. Prioritering af grundvandsressourcer.
Grundvandsressourcerne vil ifm. nye indvindingstilladelser primært prioriteres anvendt i relation til det hovedområde, hvor en vandforsyning er beliggende og har sin hovedforsyning, medmindre at andre væsentlige årsager fx påvirkninger af natur og vandmiljø betyder, at ressourcefordelingen skal prioriteres på anden vis.
B8. Tæthedskontrol af almene vandforsyningsboringer.
I forbindelse med etablering af nye boringer eller ved fornyelse af eksisterende indvindingstilladelser til almene vandforsyninger vil Syddjurs Kommune stille krav om tæthedskontrol af boringen.
B9. Tilladelser til dyrehold og anden erhvervsmæssig anvendelse.
Indvindingstilladelser til dyrehold og til erhvervsmæssig anvendelse, hvor der ikke er krav om drikkevandskvalitet, vil som udgangspunkt blive sidestillet med indvindingstilladelser til markvanding og meddeles for en periode på 15 år.
B10. Prøvepumpning.
Ved etablering af nye boringer kan der stilles krav til prøvepumpning. Der foretages en konkretvurdering i hvert enkelt tilfælde ift. prøvepumpningens periode.
B11. Boringskontrol af råvand.
Ved etablering af nye boringer, eller ved fornyelse af eksisterende indvindingstilladelser vil der som udgangspunkt blive stillet krav til boringskontrol, mhp. at fastlægge grundvandskemien i boringen.
C1. Opsamling af regnvand til toiletskyl og tøjvask
Anlæg til opsamling af regnvand til brug for toiletskyl og tøjvask skal etableres i overensstemmelse med
drikkevandsbekendtgørelsen og Rørcenteranvisning 003.
C2. Adskillelse af ledningssystemer
Der må under ingen omstændigheder ske sammenkobling af ledningssystemer med henholdsvis regnvand og drikkevand. Ledningsystemerne skal være helt adskilte, og der skal sikres mod forureningsrisiko efter gældende regler.
Ved etablering af et regnvandssystem til brug for toiletskyl og tøjvask opfordres der endvidere til, at ejeren af ejendommen drøfter dette med det lokale vandværk, som vandforsyner ejendommen.
C3. Forbud mod brug af regnvand
Der kan ikke gives tilladelse til brug af regnvand i institutioner med børn under 6 år, hospitaler, plejehjem og institutioner med særligt følsomme grupper.
D1. Brandhaner
Syddjurs Kommune vil anmode de almene vandforsyninger om, at de ved fornyelse af ledningsstrækninger kontakter Beredskab og Sikkerhed mhp. at overflødige brandhaner sløjfes.
D2. Beredskabsplaner
Syddjurs Kommune opfordrer de almene vandforsyninger til at udarbejde beredskabsplaner for vandforsyning og til at indberette disse til kommunen.
Syddjurs Kommune har udarbejdet en skabelon til en beredskabsplan, som de almene vandværker kan benytte. Skabelonen findes på kommunens hjemmeside.
Vandværkernes beredskabsplaner bør minimum omfatte kontaktlister til forbrugergrupper, som hurtigt skal informeres i en beredskabssituation, herunder fx læger, tandlæger, plejehjem, børneinstitutioner, restauranter, fødevarevirksomheder mv.
D3. Forureningssituation
Beredskabsplanerne skal indeholde procedure dels ift. forureningssituationer og dels ift. sikring af fremtidig drift fx ved strømsvigt el. lign.
D4. Strømsvigt
Syddjurs Kommune opfordrer de almene vandforsyninger til at sikre, at de kan opretholde vandforsyningen ved strømsvigt og ved fx cyberangreb.
D5. Nødforsyning
Primære vandforsyninger skal minimum etablere nødforsyning til én anden almen vandforsyning inden for hovedområdet, og etablere mere end én indvindingsboring enten på samme eller på en supplerende kildeplads.
Større vandforsyninger, som ikke har mulighed for at blive fuldforsynet via nødforsyningsledninger kan efter accept fra tilsynsmyndigheden evt. supplerende vandforsynes via nødforsyningstanke i en midlertidig periode.
Basisvandværker opfordres til at etablere nødforsyning til én anden vandforsyning inden for hovedområdet.
D6. Procedure for nødforsyningsledninger
Syddjurs Kommune opfordrer de almene vandforsyninger til at sikre, at nødforsyningsledninger vil kunne ibrugtages med kort varsel. Herunder at vandforsyningen har en procedure, som sikrer en tilfredsstillende vandkvalitet ved anvendelse af ledningen.
E1. Vigtige boringer
Eksisterende boringer/kildepladser med en god kvalitet skal som udgangspunkt bevares. Hvis en vandforsyning ønsker at nedlægge boringer/kildepladsen skal der forinden rettes henvendelse til Syddjurs Kommune mhp. en vurdering af om boringen/kildepladsen evt. skal indgå i den fremtidige vandforsyning i kommunen ved overdragelse af boringen/kildepladsen til anden vandforsyning.
E2. Moniteringsboringer
Eksisterende boringer/kildepladser med en god vandkvalitet kan, hvis disse ikke skal indgå i den fremtidige vandforsyning, anvendes til monitering.
F1. Forbud mod erstatningsboring
Syddjurs Kommune vil meddele forbud jf. § 21 stk. 3 mod etablering af erstatningsboringer i naturligt forsyningsområde (zone 1 og 2) til ejendomme med eget indvindingsanlæg til husholdningsbrug.
Det betyder, at såfremt ejendommens eksisterende vandforsyningsanlæg ikke længere kan opretholde vandforsyningen, kan der ikke umiddelbart etableres en ny boring (erstatningsboring) efter vandforsyningslovens § 21, stk. 2.
En eksisterende vandboring må heller ikke udbedres væsentligt, hvis der er meddelt forbud mod en erstatningsboring, men skal i stedet tilsluttes almen vandforsyning. Syddjurs Kommune vil i hvert enkelt tilfælde vurdere, om der er tale om en væsentlig udbedring. Generelt vil udskiftning af et filter eller en ny pumpe ikke blive betragtet som en væsentlig fornyelse.
F2. Teknisk tilsyn på større ikke-almene vandforsyningsanlæg med kontrolprogram
Kommunen vil minimum hvert 6. år føre teknisk tilsyn med ikke almene vandforsyningsanlæg, som leverer vand til husholdningsbrug, og som
- producerer over 10 m3/d eller
- forsyner flere end 50 personer, og som
- leverer vand til en offentlig eller kommerciel aktivitet.
F3. Ikke-almene vandværker, der ikke er omfattet af obligatorisk drikkevandskontrol
Ikke almene vandforsyningsanlæg, som leverer mindre end 10 m3/d til færre end 50 personer til kun én husstand uden offentlig eller kommerciel aktivitet er ikke er omfattet af obligatorisk kontrol.
Kommunen underretter minimum hvert 6. år ejeren af anlægget om, der med fordel kan foretages kontrol af vandet. Kommunen underrette på hjemmesiden ligeledes om god vandkvalitet og foranstaltninger, som kan beskytte deres sundhed mod forurening fra drikkevand.
Hvis der er overskridelser af vandkvaliteten, og Styrelsen for Patientsikkerhed samtidig vurderer, at der er sundhedsfare forbundet med at drikke vandet vil Syddjurs Kommune udføre tilsyn med vandforsyningsanlægget og drikkevandet.
Kommunens vejledende retningslinje for reaktion på vandanalyse for ejendomme, der ikke er omfattet af kvalitetskrav (én husstand):
F4. Forenklet kontrol
Ikke-almene vandforsyningsanlæg, der forsyner mere end én 1 husstand med vand til husholdningsbrug, og hvor nedenstående betingelser er opfyldt:
- producere under 10 m3/d eller
- forsyner færre end 50 personer, og
- ikke leverer vand til en offentlig eller kommerciel aktivitet,
skal minimum hvert 6. år få udtaget en drikkevandskontrol (forenklet kontrol). Kommunen informerer herom.
Kommunen vil på hjemmesiden informere forbrugerne om, at vandet alene kontrolleres ved forenklet kontrol og oplyse om god vandkvalitet og foranstaltninger til beskyttelse af sundheden.
Kommunens vejledende retningslinje for reaktion på forenklet kontrol:
F5. Mindre ikke-almene vandforsyningsanlæg med kontrolprogram
Kommunen vil føre hygiejnisk tilsyn med ikke almene vandforsyningsanlæg, som leverer vand til husholdningsbrug, og som
- producerer under 10 m3/d eller
- forsyner færre end 50 personer, og som
- leverer vand til en offentlig eller kommerciel aktivitet.
F6. Overholdelse af DS 441
Ikke almene vandforsyningsanlæg bør som minimum opfylde Dansk Ingeniørforenings norm for ikke-almene vandforsyningsanlæg DS 441.
G1. Indberetning af vandmængder
Større vandforsyningsanlæg, skal en gang årligt og inden 1. februar året efter indberette registrering af vandmængder. Der skal indberettes oppumpede og distribuerede vandmængder.
For forsyninger og indvindingsanlæg med indvinding af grundvand skal der indberettes pejledata fra boringerne, hvis dette fremgår i vandværkets indvindingstilladelse.
Indberetningen skal ske digitalt via Syddjurs Kommunes indberetningsordning.
G2. Måleranordning
Er måleranordningen på råvand eller på vandværket udskiftet i årets løb, skal dette fremgå af indberetningen.
G3. Registrering
Vandværkerne skal registre indvundne vandmængder og pejlinger i henhold til bestemmelserne i drikkevandsbekendtgørelsen.
Registreringer skal opbevares i mindst 10 år.
H1. Indberetning af vandtilslutning
Når en ejendom tilsluttes et alment vandværk, opfordres der til, at den almene vandforsyning indberetter dette til Syddjurs Kommune, hvorefter kommunen vil vurdere, om der skal meddeles et sløjfningspåbud for vandforsyningsanlægget mhp. at beskytte grundvandsressourcen mod forurening.
Indberetningen skal ske løbende eller minimum en gang årligt, hvis det er relevant.
H2. Markvanding
Markvandingsanlæg, der ikke har været anvendt i en periode på 10 år, og som ikke har en indvindingstilladelse, skal som udgangspunkt sløjfes.
H3. Fredning
Vandforsyningsanlæg, der er fredet af Slots- og kulturstyrelsen jf. bestemmelserne i Bygningsfredningsloven påbydes ikke sløjfet efter § 36 i vandforsyningsloven.
I1. Supplerende vandindvinding
Der gives som hovedregel ikke tilladelse til supplerende vandindvinding til ejendomme, som er tilsluttet et alment vandværk.
I2. Tilladelse til supplerende vandindvinding
Hvis en ejendom forsynes med drikkevand fra et alment vandværk, kan der kun gives tilladelse til supplerende indvinding fra egen boring eller brønd hvis:
- Den ønskede indvinding er på over 10 m3 /døgn i gennemsnit, og
- Indvindingen skal bruges til erhvervsmæssigt dyrehold, industri formål eller lignende, som ikke kræver vand af drikkevandskvalitet, og
- Brønden/boringen ligger uden for kildepladszonen (300 meter radius rundt om boringen) og det boringsnære beskyttelsesområde (BNBO) til et alment vandværk.
I3. Supplerende vandforbrug
Der meddeles som udgangspunkt ikke tilladelse til havevanding og bilvask o.lign. til private husholdninger.
J1. Forskudsordning
Syddjurs Kommune kan gå i økonomisk forskud for et alment vandværk, der ikke er omfattet af § 2, stk. 1, i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold (vandsektorloven):
- hvis det almene vandværk ansøger herom, og
- hvis vandkvaliteten i et område, der vandforsynes fra ikke-almene anlæg, generelt ikke overholder drikkevandsbekendtgørelsens kvalitetskrav, og
- hvis mindst halvdelen af de ikke-almene vandværker, som ledningen føres forbi, bliver tilsluttet samtidig med, at forskuddet tildeles.
J2. Aftale om forskud
Syddjurs Kommune vil ved udbetaling af forskud til et alment vandværk sikre, at der udarbejdes en aftale, hvor bl.a. betingelser for tilbagebetaling fastlægges.
K1. Ret og pligt til forsyning
Almene vandforsyninger har en ret og pligt til forsyning i det naturlige forsyningsområde (zone 2) beliggende inden for deres fastlagte forsyningsområde. Ejendomme, der er beliggende i naturligt forsyningsområde (zone 2) er vist på kortet under 'Fremtidig forsyningsstruktur'.
K2. Udtræde af vandforsyning
Forbrugere, hvis ejendom er beliggende i det naturlige forsyningsområde (zone 2), har en ret og pligt til vandforsyning fra den almene vandforsyning, som har forsyningspligten i området.
En forbruger kan som udgangspunkt ikke udtræde af en almen vandforsyning.
K3. Ændring af forsyningsområde
Evt. justering af et vandforsyningsområde kan kun ske, hvis der er opnået enighed mellem de pågældende vandforsyninger her om, og hvis der er givet accept her til af Syddjurs Kommune.
K4. Kategorisering - Primære vandværker
Alle almene vandværker med en indvindingstilladelse på mindst 60.000 m3/år kategoriseres som primære vandværker.
Under 'Grundlag, Definition' fremgår hvilke krav, der forventes fastlagt for primære vandværker.
K5. Kategorisering - basisvandværker
Almene vandværker med en indvindingstilladelse på færre end 60.000 m3/år kategoriseres som basisvandværker.
Under 'Grundlag, Definition' fremgår hvilke krav, der forventes fastlagt for basisvandværker.
K6. Forsyning over kommunegrænsen
Vandforsyningsområder, som strækker sig ud over kommunegrænsen, er for den del af forsyningsområdet, som ikke er beliggende i Syddjurs Kommune, kun vejledende.
Den specifikke vandforsyningsplanlægning indenfor forsyningsområder, som har en udstrækning udover kommunegrænsen, sker i den kommune, hvor forsyningsområdet er beliggende medmindre, at der er foretaget en fælles vandforsyningsplanlægning mellem de to kommuner iht. § 14 stk. 1 i vandforsyningsloven.
K7. Hovedområder
Syddjurs Kommune fastlægger hovedområder for bl.a. at forbedre forsyningssikkerheden lokalt.
Høj grad af forsyningssikkerhed med drikkevand af god kvalitet skal bl.a. sikres ved, at der minimum etableres nødforsyningsledninger mellem de almene vandforsyninger inden for samme hovedområde.
L1. Etablering af boringer og vandledninger
Almene vandforsyninger må ikke etablere boringer og vandledninger, som er i strid med Syddjurs Kommunes vandforsyningsplanlægning.
De enkelte vandværker skal ajourføre ledningsplaner med oplysninger om ledningsdimension, materiale, alder og beliggenhed. De almene vandværker sikrer, at ledningsplanerne findes digitalt og indberettes til LER-databasen.
L2. Placering af transportledninger
Transportledninger med drikkevand må etableres igennem et andet alment vandværks forsyningsområde efter høring af det pågældende almene vandværk, hvis forsyningsområde berøres, og hvis der gives accept her til af Syddjurs Kommune.
L3. Etablering af transportledninger
Transportledninger af drikkevand skal etableres fra vandværk til vandværk og der må ikke tilsluttes forbrugere direkte på transportledningen.
L4. Tilslutning af forbrugere
Der må ikke tilsluttes forbrugere inden for andre vandforsyningers forsyningsområde medmindre, at de to vandværker og Syddjurs Kommune er enige herom (se K3).
L5. Nødforsyningsledninger
Høj grad af forsyningssikkerhed med drikkevand af god kvalitet skal bl.a. sikres ved, at der etableres nødforsyningsledninger minimum mellem de almene vandforsyninger, som er beliggende indenfor samme hovedområdet.
L6. Anvendelse af drikkevand
Drikkevand skal primært anvendes inden for det hovedområde, hvor det er produceret. Drikkevand bør af hensyn til klimaaftryk og bæredygtighed ikke transporteres over større afstande.
L7. Ændringer i digitale ledningsplaner
Syddjurs Kommune vil anmode de almene vandværker om at indsende ændringer i digitale ledningsplaner til kommunen en gang årligt.
M1. Tilladelse til videregående vandbehandling
Som udgangspunkt giver Syddjurs Kommune ikke tilladelse til permanent videregående vandbehandling. Dette er gældende for såvel de almene som de ikke-almene vandforsyninger.
M2. Begrænset tilladelse til videregående vandbehandling
Der kan for at udgå forurening og vandspild i forbindelse med fx filterskift gives tilladelse til
videregående vandbehandling i en kortere periode.
M3. Vandbehandling uden kontakt til vandbanen
Vandbehandling uden direkte kontakt til vandbanen, og hvor der ikke tilsættes behandlingskemikalier o.lign, og hvor der ingen ændring sker af vandets kvalitet fx elektronisk kalkspaltningsanlæg, skal indberettes til Syddjurs Kommune.
Denne type installationer betragtes som udgangspunkt ikke som videregående vandbehandling i Syddjurs Kommune, men kommunen skal orienteres om installation af denne type anlæg.
Installation af udstyr til vandbehandling mv. kræver en konkret vurdering af forvaltningen mhp. afgørelse af om der skal meddeles en anlægstilladelse efter vandforsyningsloven.