Ebdrup Vandværk

Ebdrup Vandværk 

Ebdrup Vandværk er etableret i 1971. Vandværket forsyner 326 ejendomme, hvoraf langt de fleste er sommerhuse. Den oppumpede vandmængde var 16.550 kubikmeter i 2023. Vandværket har en indvindingstilladelse på 35.000 kubikmeter pr. år, som udløber i 2052.

 

Kapaciteten på vandværkerne er vurderet ud fra beregning af en faktor for forsyningssikkerheden (Evne/Krav), som udtrykker vandværkernes forsyningsevne, dvs. produktionen af drikkevand, i forhold til forbrugernes forsyningskrav. Dette forhold bør som minimum være 1,0 for at kunne dække spidsbelastningssituationer. Er faktoren under 1 vil der kunne opstå situationer, hvor der kan der være problemer med at levere vandet med et tilstrækkeligt tryk hos forbrugere i højere liggende eller fjernest beliggende dele af forsyningsområdet.

Der er ca. 12 ejendomme indenfor vandværkets forsyningsområde som har egen boring eller brønd og som på sigt kan få brug for forsyning. Derudover forventes yderligere bebyggelser i sommerhusområdet. Ebdrup Vandværk har en evne/kravfaktor på 2,2, hvilket betyder at de har god kapacitet til at forsyne flere forbrugere. 

Ifølge prognosen for Ebdrup Vandværk er det fremtidige vandindvindingsbehov i 2035 stabilt. Med en fremtidig evne/krav faktor på 2,2 i 2035, har Ebdrup Vandværk god kapacitet til den fremtidige forsyning. Vandværkets nuværende indvindingstilladelse kan rumme den fremtidige prognose for indvinding i 2035.

 

Vandværket har én boring, som er placeret ca. 1,8 km sydøst for vandværket. Vandbehandlingen består af to trykfilteranlæg. Herefter ledes vandet til rentvandstanken,  derfra ledes det ud til forbrugerne.

 

Der er ført tilsyn på vandværket i juni 2022.

Generelt vurderes den bygningsmæssige og maskinelle tilstand til God. Ved seneste tilsyn blev der fundet mindre væsentlige fejl, der ikke umiddelbart er til fare for forsyningssikkerheden. 

Vandværket etablerede en ny kildeplads i 2021 pga. forurening af den gamle kildeplads med pesticider. Vandværket indvinder i dag fra én boring (dgu nr. 80.1664), som er filtersat i kalken i 39-65 meters dybde.

Den teknisk-hygiejniske tilstand er vurderet til God. Kvalitetskravene er overholdt og der skønnes ikke at være risiko for overskridelser.  

 

Ebdrup Vandværk har ingen nødforbindelse til nabovandværker.

 

Ebdrup Vandværk ligger i hovedområde Sydøst

Ebdrup Vandværk er kategoriseret som et basisvandværk. Basisvandværker er vandværker, der planlægges opretholdt, men ikke pålægges yderligere forsyningsforpligtigelser.

Vandværket skal opretholde en god teknisk tilstand og arbejde på at få etableret nødforsyning til og fra nabovandværker.