Knebel vandværk
Knebel Vandværk er etableret i 1967. Vandværket forsyner 475 ejendomme, hvoraf langt de fleste er parcelhuse. Den oppumpede vandmængde var 51.145 kubikmeter i 2023. Vandværket har en indvindingstilladelse på 58.000 kubikmeter pr. år, som udløb i 2020.
Kapaciteten på vandværkerne er vurderet ud fra beregning af en faktor for forsyningssikkerheden (Evne/Krav), som udtrykker vandværkernes forsyningsevne, dvs. produktionen af drikkevand, i forhold til forbrugernes forsyningskrav. Dette forhold bør som minimum være 1,0 for at kunne dække spidsbelastningssituationer. Er faktoren under 1 vil der kunne opstå situationer, hvor der kan der være problemer med at levere vandet med et tilstrækkeligt tryk hos forbrugere i højere liggende eller fjernest beliggende dele af forsyningsområdet.
Der er ca. 4 ejendomme indenfor vandværkets forsyningsområde som har egen boring eller brønd og som på sigt kan få brug for forsyning. Knebel Vandværk har en evne/krav faktor på 2,5, hvilket betyder at de har god kapacitet til at forsyne flere forbrugere.
Ifølge prognosen for Knebel Vandværk er det fremtidige vandindvindingsbehov i 2035 stigende. Med en fremtidig evne/krav faktor på 2,5 i 2035, har Knebel vandværk god kapacitet for den fremtidige forsyning. Vandværkets nuværende indvindingstilladelse kan rumme den fremtidige prognose for indvinding i 2035.
Vandværket har to boringer, fordelt på en kildeplads. Vandet fra alle to boringer ledes til vandbehandling på Porskærvej, der består af fire trykfiltre. Herefter ledes vandet til højdebeholderen på Energivej, hvorefter det ledes ud til forbrugerne.
Vandværket er bygget i 1967 og er senere renoveret af flere omgange. Vandværket er generelt velholdt og med nyere installationer.
Der er ført tilsyn på vandværket i september 2023. Generelt vurderes den bygningsmæssige og maskinelle tilstand til God. Ved tilsynet blev der fundet mindre væsentlige fejl, der ikke umiddelbart er til fare for forsyningssikkerheden.
Vandværket indvinder fra to forskellige boringer, der indvinder fra forskellige sandmagasiner (Tebbestrup og Saale). Den ene boring er filtersat i 24,5-30,5 meters dybde og den anden boring er filtersat i 30-32 meters dybde og 55,5-59,5 meters dybde.
Den teknisk-hygiejniske tilstand er vurderet til God. Alle vandkvalitetskrav er overholdt og der skønnes ikke at være risiko for overskridelser.
Knebel vandværk har ingen nødforbindelse til andre vandværker.
Knebel Vandværk ligger i hovedområde Sydøst.
Knebel Vandværk er kategoriseret som et basisvandværk. Basisvandværker er vandværker, der planlægges opretholdt, men ikke pålægges yderligere forsyningsforpligtigelser.
Vandværket skal opretholde en god teknisk tilstand og arbejde på at få etableret nødforsyning til og fra nabovandværker.