Koed-Sundby Vandværk
Koed-Sundby Vandværk er etableret i 1974. Vandværket forsyner 72 ejendomme, hvoraf langt de fleste er parcelhuse og landbrugsejendomme med og uden dyrehold. Den oppumpede vandmængde var 7.977 kubikmeter i 2023. Vandværket har en indvindingstilladelse på 11.000 kubikmeter pr. år, som udløber i 2053.
Kapaciteten på vandværkerne er vurderet ud fra beregning af en faktor for forsyningssikkerheden (Evne/Krav), som udtrykker vandværkernes forsyningsevne, dvs. produktionen af drikkevand, i forhold til forbrugernes forsyningskrav. Dette forhold bør som minimum være 1,0 for at kunne dække spidsbelastningssituationer. Er faktoren under 1 vil der kunne opstå situationer, hvor der kan der være problemer med at levere vandet med et tilstrækkeligt tryk hos forbrugere i højere liggende eller fjernest beliggende dele af forsyningsområdet.
Der er ca. 3 ejendomme indenfor vandværkets forsyningsområde som har egen boring eller brønd og som på sigt kan få brug for forsyning. Koed-Sundby Vandværk har en evne/krav faktor på 2,0, hvilket betyder at de har en kapacitet til at forsyne flere forbrugere.
Ifølge prognosen for Koed-Sundby Vandværk er det fremtidige vandindvindingsbehov i 2035 stabilt. Med en fremtidige evne/krav faktor på 2,6 i 2035, har Koed-Sundby Vandværk god kapacitet for den fremtidige forsyning. Vandværkets nuværende indvindingstilladelse kan rumme den fremtidige prognose for indvinding i 2035.
Vandværket har én boring, som ligger ved vandværket. Vandet fra boringen ledes til vandbehandling, der består af to trykfiltre. Herefter ledes vandet ud til forbrugerne ved hjælp af tre membranholder.
Der er ført tilsyn med vandværket i januar 2023.
Generelt vurderes den bygningsmæssige og maskinelle tilstand til Nogenlunde God. Ved tilsynet fremstod vandværket med mindre væsentlige fejl, der ikke umiddelbart er til fare for forsyningssikkerhed. Der bør dog foretages udbedringer af de påpegede mangler.
Vandværket indvinder fra boringen DGU nr. 70.192, der indvinder fra kalken i 60 – 98 meters dybde.
Den tekniske hygiejniske tilstand er vurderet til God. Vandkvalitetskravet er overholdt og der skønnes ikke at være risiko for overskridelser.
Der er ikke etableret en nødforsyningsledning til nogen nabovandværker, dog kan vandværket indsætte reservepumpe indenfor 4 timer og vandværket har en aftale angående en tankvogn.
Koed-Sundby Vandværk ligger i hovedområde Nord.
Koed-Sundby Vandværk er kategoriseret som et basisvandværk. Basisvandværker er vandværker, der planlægges opretholdt, men ikke pålægges yderligere forsyningsforpligtigelser.
Vandværket skal opretholde en god teknisk tilstand og arbejde på at få etableret nødforsyning til og fra nabovandværker.