Pederstrup Vandværk

Pederstrup Vandærk

Pederstrup Vandværk begyndte at indvinde vand i 1970’erne. Vandværket forsyner i dag 66 parcelhuse, 4 landbrugsejendomme og 2 virksomheder. Den oppumpede vandmængde var 14.624 kubikmeter i 2023. Vandværket har en indvindingstilladelse på 24.000 kubikmeter pr. år, som udløber i 2053.

 

Kapaciteten på vandværkerne er vurderet ud fra beregning af en faktor for forsyningssikkerheden (Evne/Krav), som udtrykker vandværkernes forsyningsevne, dvs. produktionen af drikkevand, i forhold til forbrugernes forsyningskrav. Dette forhold bør som minimum være 1,0 for at kunne dække spidsbelastningssituationer. Er faktoren under 1 vil der kunne opstå situationer, hvor der kan der være problemer med at levere vandet med et tilstrækkeligt tryk hos forbrugere i højere liggende eller fjernest beliggende dele af forsyningsområdet.

Der er ca. 2 ejendomme indenfor vandværkets forsyningsområde som har egen boring eller brønd og som på sigt kan få brug for forsyning. Pederstrup Vandværk har en evne/kravfaktor på 1,8, hvilket betyder at de har kapacitet til at forsyne flere forbrugere. 

Ifølge prognosen for Pederstrup Vandværk er det fremtidige vandindvindingsbehov i 2035 stabilt. Med en fremtidig evne/krav faktor på 1,8 i 2035, har Pederstrup vandværk god kapacitet for den fremtidige forsyning. Vandværkets nuværende indvindingstilladelse kan rumme den fremtidige prognose for indvinding i 2035.

 

Vandet fra boringen ledes til vandbehandling, som består af et trykfilter fra 2018. Efter vandbehandlingen ledes vandet til rentvandsbeholderen, det er en betonholder med et volumen på 20 m3. Vandet pumpes herefter ud til forbrugerne.

 

Der er sidst ført tilsyn med vandværket i marts 2023.

Generelt vurderes den bygningsmæssige og maskinelle tilstand til Nogenlunde god. Ved tilsynet fremstod vandværket med mindre væsentlige fejl, der ikke umiddelbart er til fare for forsyningssikkerheden. Der bør dog foretages udbedringer af de påpegede mangler.

Vandværket indvinder fra boringen med dgu nr. 80.236, der indvinder fra kalken i 30 – 43 meters dybde.

Den teknisk hygiejniske tilstand er vurderet til God. Vandkvalitetskravene er overholdt og der skønnes ikke at være risiko for overskridelser.

 

I 2016 blev der etableret en ledning mellem Pederstrup Vandværk og Tirstrup Vandværk til nødforsyning.

 

Pederstrup Vandværk ligger i hovedområde Sydøst.

Pederstrup Vandværk er kategoriseret som et basisvandværk. Basisvandværker er vandværker, der planlægges opretholdt, men ikke pålægges yderligere forsyningsforpligtigelser.

Vandværket skal opretholde en god teknisk tilstand og arbejde på at få etableret nødforsyning til og fra nabovandværker.