Rodskov-Eskerod Vandværk
Rodskov-Eskerod Vandværk er stiftet i 1953 og forsyner i dag 376 ejendomme, hvoraf langt de fleste er parcelhuse og enkle landbrugsejendomme. Den oppumpede vandmængde var på 32.419 kubikmeter i 2024.
Vandværket har en indvindingstilladelse på 50.000 kubikmeter pr. år, indvindingstilladelsen udløber i 2051.
Kapaciteten på vandværkerne er vurderet ud fra beregning af en faktor for forsyningssikkerheden (Evne/Krav), som udtrykker vandværkernes forsyningsevne, dvs. produktionen af drikkevand, i forhold til forbrugernes forsyningskrav. Dette forhold bør som minimum være 1,0 for at kunne dække spidsbelastningssituationer. Er faktoren under 1 vil der kunne opstå situationer, hvor der kan der være problemer med at levere vandet med et tilstrækkeligt tryk hos forbrugere i højere liggende eller fjernest beliggende dele af forsyningsområdet.
Der er ca. 6 ejendomme indenfor vandværkets forsyningsområde som har egen boring eller brønd og som på sigt kan få brug for forsyning. Rodskov-Eskerod Vandværk har en evne/kravfaktor på 1,9 hvilket betyder at de har god kapacitet til at forsyne flere forbruger.
Ifølge prognosen for Rodskov-Eskerod Vandværk er den fremtidige vandindvindingsbehov i 2035 stigende. Med en fremtidig evne/kravfaktor på 1,4 i 2035, har Rodskov-Eskerod Vandværk god kapacitet for den fremtidige forsyning. Den nuværende indvindingstilladelse kan rumme den fremtidige prognose for indvendingen i 2035.
Vandværket har to boringer, på samme kildeplads i udkanten af Rodskov by. Vandet fra boringerne ledes til vandbehandling på Landevejen, der består af et trykfilter. Herefter ledes vandet til rentvandsbeholder, hvorefter det ledes ud på ledningsnet til forbrugerne.
Der er senest ført tilsyn med vandværket i november 2023.
Generelt vurderes den bygningsmæssige og maskinelle tilstand til God. Anlægget er i god stand uden fejl og kun enkle bemærkninger til tilstanden.
Vandværket indvinder fra to boringer, som er filtersat i sandmagasin (Saale DS) i 41,5-47,5 meters dybde.
Den teknisk-hygiejnisk tilstand er vurderet til God, vandkvalitetskravene er overholdt og der skønnes ikke at være risiko for overskridelser.
Der er ikke etableret nødforsyningsledning til nabovandværker.
Rodskov-Eskerod Vandværk ligger i hovedområde Vest.
Vandværket er kategoriseret som et basisvandværk. Basisvandværker er vandværker, der planlægges opretholdt, men ikke pålægges yderligere forsyningsforpligtigelser.
Vandværket skal opretholde en god teknisk tilstand og arbejde på at få etableret nødforsyning til og fra nabovandværker.