Stødov Vandværk
Stødov Vandværk A.m.b.a er etableret i 2018 og er en sammenlægning mellem Helgenæs Pumpestation A.m.b.a og Fejrup Strand Vand. Helgenæs Pumpestation A.m.b.a. blev oprettet i 1978, som en sammenslutning af Stødov vandværk, Møllehøjgårds vandværk og Gl. Kirkebjerg vandværk.
Vandværket forsyner 422 ejendomme, hvoraf langt de fleste er sommerhuse. Den oppumpede vandmængde var 15.294 kubikmeter i 2023. Vandværket har en indvindingstilladelse på 25.000 kubikmeter pr. år, som udløber i 2051.
Kapaciteten på vandværkerne er vurderet ud fra beregning af en faktor for forsyningssikkerheden (Evne/Krav), som udtrykker vandværkernes forsyningsevne, dvs. produktionen af drikkevand, i forhold til forbrugernes forsyningskrav. Dette forhold bør som minimum være 1,0 for at kunne dække spidsbelastningssituationer. Er faktoren under 1 vil der kunne opstå situationer, hvor der kan der være problemer med at levere vandet med et tilstrækkeligt tryk hos forbrugere i højere liggende eller fjernest beliggende dele af forsyningsområdet.
Der er ca. 6 ejendomme indenfor vandværkets forsyningsområde som har egen boring eller brønd og som på sigt kan få brug for forsyning. Stødov Vandværk har en evne/krav faktor på 4,4, hvilket betyder at de har overkapacitet og teoretisk kan levere fire gange så meget vand som der er behov for.
Ifølge prognosen for Stødov Vandværk er det fremtidige vandindvindingsbehov i 2035 stabilt. Med en fremtidig evne/krav faktor på 4,6 i 2035, har Stødov Vandværk god kapacitet for den fremtidige forsyning. Vandværkets nuværende indvindingstilladelse kan rumme den fremtidige prognose for indvinding i 2035.
Stødov Vandværk har én boring, som ligger ved vandværket. Vandbehandlingen består af en iltningstrappe og åbne sandfilter. Derefter ledes vandet til en rentvandsbeholder.
Herfra pumpes vandet ud til forbrugerne, ved hjælp af to udpumpningspumper, hvoraf den ene pumper vandet ud til Fejrup by og Fejrup Strand. Mens den pumper vandet til GL kirkebjerg og Stødov Bakker.
Der er sidst ført tilsyn med vandværket i juni 2024.
Generelt vurderes den bygningsmæssige og maskinelle tilstand til Nogenlunde god. Ved tilsynet fremstod vandværket med mindre væsentlige fejl, der ikke umiddelbart er til fare for forsyningssikkerheden. Der bør dog foretages udbedringer af de påpegede mangler.
Vandværket indvinder fra boringen med DGU nr. 90.113, der indvinder fra et sandmagasin i 60-66 meters dybde.
Den teknisk hygiejniske tilstand er generelt God. Vandkvalitetskravene er overholdt og der skønnes ikke at være risiko for overskridelse.
Der er stigende indhold af pesticidet 2,6-dichlorbenzamid (BAM). Indholdet er ikke over kvalitetskravet.
Stødov Vandværk har ingen nødforbindelse til nabovandværker.
Stødov Vandværk ligger i hovedområde Sydøst.
Stødov Vandværk er kategoriseret som et basisvandværk. Basisvandværker er vandværker, der planlægges opretholdt, men ikke pålægges yderligere forsyningsforpligtigelser.
Vandværket skal opretholde en god teknisk tilstand og arbejde på at få etableret nødforsyning til og fra nabovandværker.