Tirstrup Vandværk
Tirstrup Vandværk er etableret i 1972. Vandværket forsyner 335 ejendomme, hvoraf langt de fleste er parcelhuse. Den oppumpede vandmængde var 37.332 kubikmeter i 2023. Vandværket havde en indvindingstilladelse på 48.000 kubikmeter pr. år, som udløb i 2020.
Kapaciteten på vandværkerne er vurderet ud fra beregning af en faktor for forsyningssikkerheden (Evne/Krav), som udtrykker vandværkernes forsyningsevne, dvs. produktionen af drikkevand, i forhold til forbrugernes forsyningskrav. Dette forhold bør som minimum være 1,0 for at kunne dække spidsbelastningssituationer. Er faktoren under 1 vil der kunne opstå situationer, hvor der kan der være problemer med at levere vandet med et tilstrækkeligt tryk hos forbrugere i højere liggende eller fjernest beliggende dele af forsyningsområdet.
Der er ca. 28 ejendomme indenfor vandværkets forsyningsområde som har egen boring eller brønd og som på sigt kan få brug for forsyning. Tirstrup Vandværk har en evne/krav faktor på 2,0. hvilket betyder at de har god kapacitet til at forsyne flere forbrugere.
Ifølge prognosen for Tirstrup Vandværk er det fremtidige vandindvindingsbehov i 2035 stigende. Med en fremtidige even/krav faktor på 1,8 i 2035, har Tirstrup Vandværk god kapacitet for den fremtidige forsyning. Vandværkets nuværende indvindingstilladelse kan rumme den fremtidige prognose for indvinding i 2035.
Vandværket har to boringer, fordelt på to kildepladser. Vandet fra boringerne ledes til vandbehandling på vandværket, der består af to lukkede trykfiltre. Herefter ledes vandet til rentvandsbeholderen, hvorefter det ledes ud til forbrugerne.
Der er ført tilsyn med vandværket i september 2024.
Generelt vurderes den bygningsmæssige og maskinelle tilstand til Nogenlunde god. Ved tilsynet fremstod vandværket med mindre væsentlige fejl, der ikke umiddelbart er til fare for forsyningssikkerheden. Alle påpegede fejl og mangler er blevet udbedret siden.
Vandværket indvinder fra to boringer som er filtersat i sandmagasinet Tebbestrup i 34,5-41 meters dybde.
Den tekniske hygiejniske tilstand er generelt Uacceptabel. Der er fundet desphenyl-chloridazon i begge boringer. Indholdet af desphenyl-chloridazon er svingende, men er over kvalitetskravet i den ene boring. Der er meddelt påbud om sløjfning af boringerne.
Der er etableret en ledning mellem Tirstrup Vandværk og Pederstrup Vandværk til nødforsyning. Der er også etableret en ledning mellem Tirstrup Vandværk og Øksenmølle-Fuglslev Vandværk til nødforsyning. Da Tirstrup Vandværk i de seneste år har fået udfordringer med vandkvaliteten, bliver Tirstrup nødforsynet af Pederstrup Vandværk og Øksenmølle-Fuglslev Vandværk. Tirstrup Vandværk kan ikke nødforsyne nabovandværkerne grundet den udfordrede vandkvalitet.
Tirstrup Vandværk ligger i hovedområde Sydøst.
Tirstrup Vandværk er kategoriseret som et basisvandværk. Basisvandværker er vandværker, der planlægges opretholdt, men ikke pålægges yderligere forsyningsforpligtigelser.
Vandværket skal opretholde en god teknisk tilstand og arbejde på at få etableret nødforsyning til og fra nabovandværker.
Tirstrup Vandværk har indgået et samarbejde med Trustrup-Lyngby Varmeværk og Vandværk om muligheden for at købe vandet fra dem.