Vedehøj Vandværk
Vedehøj Vandværk er etableret i 1968. Vandværket forsyner 684 ejendomme, hvoraf langt de fleste er parcelhuse og fritidshuse. Den oppumpede vandmængde var 70.607 kubikmeter i 2023. Vandværket har en indvindingstilladelse på 100.000 kubikmeter pr. år, som udløber i 2052.
Kapaciteten på vandværkerne er vurderet ud fra beregning af en faktor for forsyningssikkerheden (Evne/Krav), som udtrykker vandværkernes forsyningsevne, dvs. produktionen af drikkevand, i forhold til forbrugernes forsyningskrav. Dette forhold bør som minimum være 1,0 for at kunne dække spidsbelastningssituationer. Er faktoren under 1 vil der kunne opstå situationer, hvor der kan der være problemer med at levere vandet med et tilstrækkeligt tryk hos forbrugere i højere liggende eller fjernest beliggende dele af forsyningsområdet.
Der er ca. 28 ejendomme indenfor vandværkets forsyningsområde som har egen boring eller brønd og som på sigt kan få brug for forsyning. Vedehøj Vandværk har en evne/krav faktor på 2,4, hvilket betyder at de har god kapacitet til at forsyne flere forbrugere.
Ifølge prognosen for Vedehøj Vandværk er det fremtidige vandindvindingsbehov i 2035 stabilt. Med en fremtidig evne/krav faktor på 2,3 i 2035, har Vedehøj vandværk god kapacitet for den fremtidige forsyning. Vandværkets nuværende indvindingstilladelse kan rumme den fremtidige prognose for indvinding i 2035.
Vandværket har tre boringer, fordelt på en kildeplads. Vandet fra alle tre boringer ledes til vandbehandling, der består af to trykfiltre. Herefter ledes vandet til hhv. rentvandstanken og højdebeholderen, hvorefter det ledes ud til forbrugerne.
Der er ført tilsyn med vandværket i januar 2025.
Generelt vurderes den bygningsmæssige og maskinelle tilstand til God. Ved tilsynet fremstod vandværket i god stand og velholdt og der var kun enkelte bemærkninger til anlægget.
Vandværket indvinder fra tre forskellige boringer, som er filtersat i sandmagasinerne Molshoved DS og Saale DS i henholdsvis 12 – 16, 12,5 – 16,5 og 48 - 60 meters dybde
Den teknisk-hygiejniske tilstand er vurderet til God. Alle vandkvalitetskrav er overholdt og der skønnes ikke at være risiko for overskridelser.
Der er dog fundet spor af pesticidet TFA i to af boringer DGU nr. 80.340 og 80.488. Indholdet er ikke over kvalitetskravet.
Vedehøj Vandværk har en nødforbindelse til det ikke-almene vandværk Kalø Landbrugsskole.
Vedehøj Vandværk ligger i hovedområde Sydøst.
Vedehøj Vandværk er kategoriseret som et primærvandværk, da de har en indvindingstilladelse som er større end 60.000 kubikmeter pr. år.
Primærvandværker er større vandværker med afgørende betydning for den fremtidige forsyning i området og som kan forventes at få øgede forsyningsforpligtigelser. Vandværket skal:
- Skal være i særdeles god og robust teknisk standSkal have en høj grad af forsyningssikkerhed, herunder:
- Nødforbindelse til et andet vandværk
- Flere boringer og evt. flere kildepladser
- Bør have rigelig reservekapacitet til at kunne nødforsyne/forsyne et eller flere nabovandværker