Den praktiske rottebekæmpelse er hjemtaget og varetages af kommunens egne folk fra Vej – og Ejendomsservice. Der er til bekæmpelse af rotter i Syddjurs Kommune tilknyttet rottehunde, som er specialtrænet til at lokalisere rottetilholdssteder og om nødvendigt aflive levende rotter – både ude og inde. Der stilles derfor krav om at hunde, der benyttes i den kommunale rottebekæmpelse i Syddjurs Kommune, skal være certificeret gennem Kommunernes Brugshundetest - som er udviklet i samarbejde mellem Syddjurs Kommunes rottebekæmpere og Danmarks Jægerforbund.
Nedenstående vises de arbejdsopgaver som varetages af den praktiske bekæmpelse i Syddjurs Kommune.
- Håndtere alle anmeldelser om rottetilhold – herunder også weekend og helligdage
- Lokalise årsag til rottetilhold ved en grundig bygningsgennemgang
- Igangsætte effektiv bekæmpelse hurtigst muligt og så længe det er påkrævet
- Vejlede og rådgive borger/virksomheder i kommunen om forebyggelse af rotter
- Digitalt registrerer bekæmpelse og indsatser i Driftweb
- Bistå i tilsyns- og håndhævelsessager når dette er påkrævet
- Deltage i netværksmøder
Der kan foretages anmeldelse af rotter hele døgnet på kommunens hjemmeside. Borgere der anmelder rotter får, hvis borgeren giver mulighed for det, besøg af rottebekæmperen senest 4 hverdage efter anmeldelse. Ved anmeldelse af rotter indenfor klimaskærmen i beboelsen eller på institutioner, fødevarevirksomheder o. lign. rykker kommunen ud uden ugrundet ophold. Dette gælder også i weekend og helligdage. Denne service yder kommunen for at sikre at borgeren hurtigt får løst sit rotteproblem, da der kan være særlig sundhedsfare ved tilstedeværelsen af rotter disse steder.
I perioden fra 1. oktober til og med februar gennemføres de lovpligtige tilsyn på de ”tilsynspligtige ejendomme”. De tilsynspligtige ejendomme defineres som erhvervsejendomme med dyrehold, primærproduktion af fødevarer og foder til dyr eller opbevaring af planteprodukter, som efterfølgende anvendes til fødevarer til mennesker.
Disse tilsyn har til formål, ved en grundig gennemgang af ejendommene, at synliggøre og fjerne rotternes muligheder for at finde føde og levesteder på ejendommen. De ejendomme, hvor der konstateres rotter, vil blive fulgt op med råd om forebyggende tiltag og målrettet bekæmpelse.
Den kommunale rottebekæmpelse i Syddjurs Kommune varetages af autoriseret personale og gift må derfor ikke udleveres, men udelukkende håndteres og kontrolleres af bekæmperen.
Rottebekæmpelsen i de offentlige kloakker varetages af Syddjurs Spildevand A/S, mens Vej- og Ejendomsservice bistår med røgprøver til lokalisering af kloakdefekter, typisk dog ved private ejendomme, hvor der er konstateret rotter.
Syddjurs Spildevand A/S udfører ikke permanent bekæmpelse af rottebestanden i kloakken, da studier viser at denne bekæmpelsesform har en ringe effekt på bestandsnedbringelsen på lang sigt sammenholdt med risikoen for udvikling af resistens. Derimod stræbes der mod at bekæmpe effektivt i kloakken, hvor der planlægges sanering eller i områder hvor det offentlige kloakledningsnets tilstand giver særlige udfordringer over terræn med rotter, der har deres oprindelse fra kloaksystemet.