I Syddjurs Kommune bor og lever vi oven på vores grundvand. Grundvandet bliver via en simpel vandbehandling på vandværkerne til det drikkevand, som gennem forsyningsledninger pumpes ud til kommunens borgere. De borgere, der ikke bliver vandforsynet fra almene vandværker bliver vandforsynet fra mindre ikke-almene vandværker eller fra private brønde og boringer.
De aktiviteter, som vi mennesker foretager os kan påvirke grundvandet. Det er derfor vigtigt, at potentielt forurenende aktiviteter foretages på arealer, hvor der er en naturlig geologisk beskyttelse af grundvandet. På arealer, hvor der ikke er en god naturlig beskyttelse af grundvandet, og hvor der er særlige drikkevandsinteresser og indsatsområder, er det vigtigt, at aktiviteterne og arealanvendelsen prioriteres.
Indsatsplanen skal sikre grundvandsbeskyttelsen i sårbare indsatsområder. Inden for disse områder skal kommunen vurdere, hvilke indsatser der er nødvendige for at sikre de fremtidige grundvandsressourcer. Indsatsplanen er en handlingsplan, hvor interessenterne kan se, hvordan kommunen vil administrere den fremtidige grundvandsbeskyttelse. Indsatsplanen er den første indsatsplan for grundvandsbeskyttelse i Syddjurs Kommune.
Indsatsplanen er udarbejdet af Syddjurs Kommune, men er fremkommet på baggrund af idéer og i tæt dialog med kommunens koordinationsforum. Det er kommunens vision, at "Vi gør det sammen". Forslag til indsatsplanen har ligeledes været forlagt koordinationsforum inden endelig vedtagelse af Byrådet i Syddjurs Kommune. Koordinationsforum består af fire repræsentanter fra de almene vandværker, samt repræsentanter fra Syddjurs Vandråd, Region Midt, Landboforeningen, Naturfredningsforeningen og Business Djursland.
Dråby Vandværk
Dråby Vandværk