En indsatsplan for grundvandsbeskyttelse skal sikre, at grundvandet i Syddjurs Kommune også i fremtiden kan benyttes til drikkevand.
Indsatsplanen udarbejdes i henhold til vandforsyningslovens § 13 for de arealer, som staten i grundvandskortlægningen har udpeget som indsatsområder. Andre følsomme arealer, herunder de boringsnære beskyttelsesområder, BNBO, omfattes af indsatsplanen med hjemmel i vandforsyningslovens § 13a.
Under afsnittet ”Grundvandskortlægning - resumé” er der redegjort for hovedprincipperne i udpegningen af de sårbare arealer. Udgangspunktet er, at arealer med nogen eller stor sårbarhed skal grundvandsbeskyttes. Udpegningen er sket i forhold til enten nitrat eller sprøjtemidler, men generelt skal der beskyttes i forhold til alle de stoffer, der kan udgøre en trussel mod grundvandet og drikkevandets kvalitet.
Indsatsplanen suppleres af fire områdeplaner. De fire områdeplaner beskriver, hvilke indsatser, der konkret skal foretages i hvert af de fire ressourceområder: Nord, Syd, Øst og Vest.
Indsatsplanen indeholder de krav, som indsatsplanbekendtgørelsen foreskriver, i § 2, herunder resumé af grundvandskortlægningen, angivelse af foranstaltninger, der skal gennemføres, retningslinjer, overvågning, en detaljeret opgørelse over behovet for beskyttelse mod forureningskilder og en tidsplan. Endvidere indeholder planen miljømål, strategi for indsatsplanlægningen, et virkemiddelkatalog, ordforklaring og referencer.
Områdeplanerne beskriver de indsatser, der skal foretages indenfor de enkelte vandværkers indvindingsoplande i indsatsområder, i BNBO samt i OSD med indsatsudpegning uden for indvindingsopland.
I områdeplanerne fremgår de konkrete virkemidler, og hvem der er ansvarlig for indsatsen. Ligeledes fremgår tidsrammen for de enkelte foranstaltninger.
Vandforsyningsstrukturen er i Syddjurs Kommune decentral og er baseret på ca. 70 almene vandværker, 830 enkeltindvindere, og ca. 100 øvrige ikke-almene vandværker, herunder ca. 70 markvandingsanlæg. De 70 almene vandværker organiseres og samarbejder indenfor fire ressourceområder.
De almene vandværker skal levere drikkevand til forbrugerne i rigelige mængder og i en tilfredsstillende vandkvalitet.
Syddjurs Kommune lægger vægt på, at grundvandet kun har gennemgået en simpel vandbehandling – en iltning og filtrering af vandet – inden det pumpes ud til forbrugerne. For at kunne sikre dette, kræves det, at grundvandet beskyttes.
Avanceret vandbehandling med teknisk fjernelse af miljøfremmede stoffer er som udgangspunkt ikke tilladt som en permanent løsning i Syddjurs Kommune for at sikre det rene drikkevand. En indsatsplan er derfor væsentlig for reguleringen af grundvandsbeskyttende foranstaltninger i de sårbare indsatsområder og i BNBO. En indsatsplan skal ligeledes sikre, at såvel statens som kommunens miljømål overholdes.
Råvandsstation, Djurs Vand
Råvandsstation, Djurs Vand