Klimatilpasning

Byerne i Syddjurs Kommune er lokalt udfordret, når det gælder håndtering af regn fra skybrud eller langvarig regn. Se nedenstående skybrudskort for 100 mm regn, strømningsveje og risikokortet fra klimatilpasningsplanen 2014.

Som udgangspunkt er serviceniveauet for Syddjurs Spildevand’s håndtering af regnvand i kloakoplande fastlagt ved en såkaldt ”hverdagsregn” svarende til en 5 års regnhændelse for spildevands- og seperatkloakerede områder og 10 års regnhændelse for fælleskloakerede afløbssystemer.


Vandløbene i Syddjurs Kommune har som regel svagt fald, hvilket forårsager hydrauliske problemer (bl.a. sandvandring) i vandløbene. Endvidere giver et stigende grundvandsspejl problemer for den enkelte grundejer – som f.eks. forårsager oversvømmelse eller nedsat funktionsevne af ejendommens nedsivningsanlæg.

Grundlæggende er klimatilpasning på den enkelte ejendom grundejers ansvar. Syddjurs Kommunes klimastrategi for at undgå oversvømmelse af offentlige byrum og infrastruktur er følgende:

  • I forbindelse med større byfornyelsesprojekter, vejprojekter og kloakprojekter i byerne gennemfører Syddjurs Kommune en konkret vurdering af behovet for klimatilpasning. Målet skal være, at regnvandet strømmer via de naturlige strømningsveje og styres til afledning i recipient eller lignende.
  • Afløbssystemerne skal være robuste, dvs. at systemets dimensioner beregnes med en klimafaktor der til en vis grad kan opfange mindre hændelser ud over det fastlagte serviceniveau
  • I forbindelse med byggemodning af nye bolig- og erhvervsområder skal der i forbindelse med lokalplanlægning gennemføres en konkret vurdering af behovet for klimatilpasning. Formålet er at styre skybudsregnen udenom de fastlagte byggefelter via naturlige strømningsveje i terræn.

Vurderingen fastlægges i en Vandhåndteringsplan

Regnvandshåndteringen skal tage afsæt i en vandhåndteringsplan, som tager afsæt i de naturlige strømningsveje og potentielle oversvømmelsesområder, der er udpeget i Syddjurs Kommune klimatilpasningsplan. Vandhåndteringsplanen skal behandle tre klimascenarier:

  • Hverdagsregn
  • Designregn (serviceniveau regn)
  • Ekstremregn (skybrud)

Vandhåndteringsplanen skal sikre en helhedsbetragtning af området, så der ikke etableres uhensigtsmæssige tiltag som f.eks. planlægning af byggefelter i vandlidende områder.

Formålet med vandhåndteringsplanen er:

  • Regnvandet håndteres ved landskabsbaseret afledning og/eller nedsivning på overfladen
  • Vandets vej må gerne være synlig
  • Det skal sikres, at systemet kan håndtere regn til serviceniveau indenfor matriklen
  • At der i vurderingen tages højde for skybrudshændelser
  • Det skal være økonomisk rentabelt i forhold til traditionel separatkloak.

Beredskabet

Ud over de forebyggende klimatiltag, er det nødvendigt at have beredskab og materiel klar, når der er en forhøjet risiko for oversvømmelser i forbindelse med stormflod og ekstrem regn. I disse situationer er det nødvendigt at kunne varsle og kommunikere med Djurslands Beredskab & Sikkerhed og borgere, så der kan tages de nødvendige forhåndsregler.

Beredskab & Sikkerhed har det fornødne materiale i form af sandsække, mobile barrierer og pumper.

Borger og grundejer

Som borger og grundejer kan du se, hvad du selv skal gøre for at forebygge oversvømmelse.

Hvis du vil vide mere om forebyggelse af oversvømmelse, skal du trykke her.