Aflastning:
Udledning i forbindelse med regn af urenset regn-/spildevand fra afløbssystemet til vandløb/sø.
Afløbskoefficient:
Et dimensionsløst tal, der udtrykker den andel af regnen, der strømmer til afløbssystemet fra et givet areal.
Afskærende Ledning:
Kloakledning, der leder spildevand fra et samlet område til et renseanlæg eller recipient længere væk.
BAT:
Det står for Best Available Technologies. Dvs. der er en forventning om, at man anvender den bedste teknologi, der er på markedet til netop dette formål.
Befæstede arealer:
Arealer, som på grund af anvendelse til fx veje, bebyggelse m.m. er helt eller delvist ugennemtrængelige for vand. Nedbør, der falder på befæstede arealer, afledes normalt til spildevandssystemet.
BI5 (BOD):
Fem-døgns biokemisk iltforbrug. Det antal milligram ilt pr. liter, som en vandprøves mikroorganismer forbruger i en fem-døgns periode til biokemisk iltning af det organiske stof i vandet. BI5 er et udtryk for mængden af organisk stof, som kan omsættes, når der er ilt til stede.
CDS-regn(Chicago Design Storm) :
Anvendes i forbindelse med hydrauliske beregninger af kloaksystemer. ”Teoretisk regn”, der opbygges ud fra en historisk registrering af regn. Til beregninger anvendes ofte regnserie fra Vibyregnmåler.
DANVA:
Foreningens navn er Dansk Vand – og Spildevandsforening (DANVA). Medlemmer er kommuner, vandforsyninger og spildevandsforsyninger med videre.
Designregn:
Regn svarende til dimensionsgivende regn for ledningssystemer.
Drænvand:
Drænvand er grundvand og nedsivende regnvand, der samles i omfangsdræn omkring fx kældre og ledes til et afløbssystem. Drænvand kan også være grundvand, der opsamles i markdræn. Dette drænvand ledes ud i søer, vandløb eller havet.
DVFI:
Er en forkortelse for Dansk Vandløbs Fauna Indeks, som bruges til biologisk bedømmelse af vandløbskvalitet (Miljøstyrelsen 1998). Det anvender faunaklasser, der angives ved heltal fra 1 til 7. Faunaklasse 1 angiver et ensidigt eller manglende dyreliv. Faunaklasse 7 angiver et meget varieret dyreliv.
First flush bassin:
En betegnelse for et bassin, der tager det første 5 mm regn, der falder på vejoverfladen. Det mest beskidte regnvand bliver dermed fjernet fra udledning, og resten af regnvandet ledes herefter direkte ud, såfremt der ikke er problemer med den hydrauliske kapacitet i recipienten. Jf. vandplanen.
Fællessystem:
Kloakeringsprincip, hvor regn- og spildevand transporteres i samme kloakledning.
Gravitation:
Vandets strømning sker via tyngdekraften.
Gravitationssystem:
Afløbssystem, hvor ledningerne lægges med fald, så spildevandet kan løbe uden brug af pumper.
Hydraulisk kapacitet:
Den hydrauliske kapacitet er et fagudtryk for vandløbs evne til at rumme mere vand. Hvis den hydrauliske kapacitet er overbelastet, kan vandløbet ikke aftage mere regnvand. Derfor skal der ved nye udledninger med regnvand til vandløbet drosles ned til 1 l/s pr. red. Ha, hvilket oftest gøres ved at indsætte et regnvandsbassin inden udløbet til vandløbet.
Kloakopland:
Et område, hvor kommunens spildevandsplan er gældende.
Kravopland:
Oplande til særligt følsomme recipienter (ofte søer), hvor der stilles særlig krav til bl.a. spildevandsrensning.
Kritisk kote:
Det omgivende terræn ved det offentlige afløbssystem, dvs. terrænkote ved brønddæksel i vej. Dog vil kritisk kote blive defineret som terræn ved huse, såfremt disse ligger lavere end vejen
LAR:
Begrebet LAR har været kendt i Danmark siden starten af 1990’erne. Det dækker over et princip for håndtering af regnvand, hvor de traditionelle lukkede rørsystemer suppleres med, eller erstattes af, forskellige teknikker til lokal afledning af regnvand, såkaldte LAR-elementer.
Lunker:
Uønsket fordybning.
Minirensningsanlæg:
Et anlæg til spildevandsrensning i det åbne land. Et lille biologisk renseanlæg beregnet for en enkelt eller få ejendomme.
Nedsivningsanlæg:
Et anlæg til spildevandsrensning i det åbne land, hvor spildevandet nedsives og renses via jorden.
Opstemning/opstuvning:
En betegnelse for den hævning af vandstanden, der sker i kloaksystemet, når det regner kraftigt. Vandstanden stiger, og der kan løbe kloakvand ind i lavtliggende kældre.
Overløbsbygværk:
Et overløbsbygværk er placeret i et fællessystem. Under kraftig regn og overbelastning af kloakledningerne løber der en blanding af spilde- og regnvand ud til en recipient, så kloakledningerne aflastes, hvorved opstuvningen i kloaksystemet bliver mindre. Spildevandet, som ledes til recipienten, er fortyndet med regnvand, men er ikke renset.
PE:
Personækvivalent, forureningsmængde, der svarer til, hvor meget én person tilfører kloaksystemet. 1 PE er fastsat til 21,9 kg organisk stof/år målt som det biokemiske iltforbrug (BI5), 4,4 kg total kvælstof/år eller 1,0 kg total fosfor/år.
RBU:
Regnvandsbetingede Udløb.
Recipient:
Modtager, her i betydningen vandområde, vandløb, sø, hav eller grundvand, som fra spildevandssystemet modtager udledninger fra opspædet spildevand, regnvand eller renset spildevand.
Regnvandsbassin:
Anlæg i forbindelse med bortledning af regnvand fra befæstede arealer. Regnvandsbassinet opmagasinerer regnvand under kraftig regn, og afgiver langsomt regnvandet til en recipient.
Regnvand:
Vand fra nedbør, der ikke er trængt ned i jorden, og som afledes direkte fra tage, terræn, veje etc. I spildevandsbekendtgørelsens forstand skal dette vand opfattes som spildevand. Ikke mindst i begyndelsen af et regnskyl kan vandet, fra fx veje, være hårdt belastet med organisk nedbrydeligt stof, med rester fra bremsebelægninger, dæk, stoffer fra forbrændt og uforbrændt benzin og olie m.v. også kaldet miljøfarlige stoffer.
Renovering:
Betegnelse for fornyelse af spildevandssystemet i tilfælde af akut brud på ledning, rotter, eller ledningstilstand vurderes at være renoveringsmoden på grund af store mængder indsivning af højtliggende vandspejl.
Separatsystem:
Kloakeringsprincip, hvor regn- og spildevand transporteres i hver sin ledning.
Stikledning:
Tilslutningsledning fra hovedkloakledning til privat ejendom ind til stikbrønd eller til skel, hvis der ikke er stikbrønd.
Skybrud / Ekstremregn:
I Danmark defineret som en nedbørintensitet på 15 millimeter eller derover på 30 minutter eller derunder.
Udpegningsgrundlaget:
Udpegningsgrundlaget er en fællesbetegnelse for de arter og naturtyper, som findes inden for et internationalt beskyttelsesområde, og er omfattet af listerne i habitatdirektivet eller fuglebeskyttelsesdirektivet, som forudsætter udpegning af beskyttelsesområder.
Uvedkommende vand:
Uvedkommende vand er alle former for vand, der ikke bør være i et spildevandssystem. Det er ”rent vand”, som når det kommer i spildevandsledningen, bliver til ”beskidt vand” (spildevand) og efterfølgende skal renses for at blive til ”rent vand” igen. Denne vandmængde indgik ikke i beregningerne, da spildevandsledningerne blev dimensioneret, så der er ikke ”plads” til denne vandmængde i spildevandsledningerne.
Vandhåndteringsplan eller vandforvaltningsstrategi:
Plan der beskriver, hvordan regnvand håndteres for forskellige regnhændelser under hensyntagen til lokal afledning af vand og rekreativ værdi.