Klimatilpasning, oversvømmelse og erosion

Klimatilpasningsplan og spildevandsplan

Ifølge planlovens § 11e, stk. 1, nr. 9, 12 og 13, skal der redegøres for den kommunale risikostyring, grundlaget for områder, der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion samt for etablering af afværgeforanstaltninger til sikring mod oversvømmelse.

Syddjurs Kommune vil arbejde MED klimaforandringerne så vidt det er muligt. Syddjurs Kommune skal være på forkant med de konsekvenser, der er ved vandstandsstigninger, øget nedbør, grundvandsstigninger samt erosion, og hvorvidt håndteringen af disse har indflydelse på nabokommunerne. Det er et mål, at risikostyringen samt afværgeforanstaltninger tilrettelægges på så konkret et niveau, som det er muligt i sammenhæng med mulige investeringer. Derfor afventer konkrete arealudlæg samt eventuel koordinering med nabokommunerne, at der bliver taget hul på arbejdet med en ny klimatilpasningsplan.

I 2019 blev Vandvision 2050 vedtaget. Denne danner blandt andet baggrund for indholdet i retningslinjerne for lavbundsarealer samt nyudlæg i byerne, der bliver friholdt af lavbundsarealer. Vandvisionen er fulgt op af en konkret vandhandlingsplan/spildevandsplan.

Enkelte byarealer er, på trods af målet med planrevisionen, udlagt til rammeområder selvom der er registreret opstuvning af overfladevand. Dette er foretaget dels for at mindske byspredning i det åbne land og dels for at højne den bymæssige kvalitet ved ikke at have overskudsarealer i vores byer. Håndteringen af vand på disse arealer skal sikres gennem den efterfølgende planlægning.

Syddjurs kommune har vedtaget en klimahandleplan i 2023, og der arbejdes med at prioritere og gennemføre de enkelte indsatser. Det er et mål at Kommuneplan 2024 ikke er til hinder for at kunne gennemføre indsatserne. I Kommuneplan 2024 bliver der desuden arbejdet på en balance mellem fortætning og udbygning i eksisterende byområder og det, at planlægge for større sammenhængende byudbygningsområder gennem strukturplanlægning. I eksisterende byer og ved byfortætning, skal hensynet til at tilbageholde overfladevand tillægges stor værdi i den videre planlægning, så nedstrøms recipienter ikke lider unødig last. 

Se i øvrigt retningslinjerne for overfladevand og klima, skovrejsning samt grundvand og drikkevand.

Risikostyringsplan

Naturstyrelsen har sammen med Kystdirektoratet udpeget ti områder i Danmark, hvor der er en særlig risiko for oversvømmelse ved ekstremt vejr. For alle ti områder skal kommunerne udarbejde risikostyringsplaner for, hvordan de vil håndtere risikoen. Ingen af disse ti områder er beliggende i Syddjurs Kommune. Syddjurs Kommune har derfor ikke udarbejdet en risikostyringsplan. 

Afværgeforanstaltninger på tværs af kommuner

Ifølge planlovens § 11e, stk. 1, nr. 14, skal der redegøres for hvordan der sikres afværgeforanstaltninger mod oversvømmelse og erosion ved planlægning af byudvikling, særlige tekniske anlæg, ændret arealanvendelse m.v. i de udpegede områder, der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion. 

Der muliggøres ikke væsentlige anvendelsesændringer inden for lavbundsområder eller væsentlige strømningsveje, der går på tværs af kommunegrænsen. Derfor er der ikke planlagt for grænseoverskridende afværgeforanstaltninger.