Kommuneplanrevisionen og andre planer

Kommuneplanen og den regionale vækst- og udviklingsstrategi

Syddjurs Kommuneplan 2024 strider ikke imod den regionale vækst- og udviklingsstrategi 2019 - 2031 og understøtter ønskerne om at:

- Give borgerne mulighed for at leve det gode liv i hele regionen – herunder mobilitet, et attraktivt kulturliv, bæredygtige og attraktive lokalsamfund.
Kommuneplan 2024 arbejder med fællesskaber, levende by- og landsbymidter, landskaber og bæredygtig mobilitet og lokal merværdi i arealanvendelsen.  

- Skabe fremtidssikrede uddannelser og kompetenceløft for alle – herunder en attraktiv region for studerende med fokus på unges trivsel og mentale sundhed, så de er klædt på til fremtidens arbejdsmarked og uddannelse gennem hele livet.
Kommuneplan 2024 arbejder med mulighed for at etablere mindre boliger, blandt andet i tilknytning til letbanen, holder fokus på Kalø Campus i Rønde og rummer udlæg for mange erhvervs- og beskæftigelsesmuligheder.

- Tage hånd om klima, miljø og ressourcer for at sikre en bæredygtig udvikling – herunder bæredygtige hospitaler og institutioner i verdensklasse, Klimaforandringer, som vi håndterer i fællesskaber, rent drikkevand, der er en knap ressource, ekspertise på jordforureningsområdet og nødvendigt fokus på råstoffer og genanvendelse.


I Kommuneplan 2024 ønsker Syddjurs Kommune at planlægge med vandet og klimaforandringerne, også hvor det i byerne kan være svært at forene byidentitet og vandhåndtering.  Med kommuneplanen lægges der også op til at arbejde med strukturplaner for samlede bydele for at håndtere klima, vand og bæredygtig udvikling. 

- Bane vej for et mere bæredygtigt og effektivt sundhedsvæsen af høj kvalitet – for borgeren og tæt på borgeren – herunder Sundhedsinnovation – driver for et effektivt sundhedsvæsen, nye muligheder med life science og kultur til gavn for sundheden.
Kommuneplan 2024 søger at skabe boliger, så livet kan leves længst og mest muligt i egen by. 

Kommuneplanen og nabokommunernes Kommuneplan

Efter planlovens § 11e, stk. 1, nr. 15, skal der redegøres for kommuneplanens sammenhæng med kommuneplanlægningen i nabokommunerne.

Syddjurs Kommune har følgende nabokommuner; Aarhus, Favrskov, Randers og Norddjurs.

Syddjurs Kommune har en tæt tilkobling til Aarhus Kommune, og er derfor meget opmærksom på den planlægning, der generelt foregår i Aarhus. Letbanen, større detailhandelsområder, udvikling i erhvervs- og uddannelsesområdet i Aarhus samt byudvikling i og ved Løgten, Skødstrup og Kalø Vig har indflydelse på udviklingsmulighederne i Syddjurs Kommune.

Kommunegrænsen mellem Syddjurs og Norddjurs Kommune er lang. Der er et udpræget samarbejde mellem de to kommuner. Det gælder både for decideret kommuneplantemaer og andre udviklingstemaer.

Syddjurs Kommune har på baggrund af de meget begrænsede ændringer i rammeudlæggene i forhold til Kommuneplan 2024 vurderet, at der ikke har været et større behov for et tættere samarbejde vedrørende rammerne. 

I forbindelse med de nye retningslinjer for landskaber, er nabokommunernes administrationer orienteret om indholdet og har været i en dialog om udpegningerne. Det vurderes, at der er passende sammenfald mellem landskaber af national interesse, og at øvrige landskabsudpegninger- og retningslinjer ikke modarbejder udpegninger i nabokommunerne. 

Planlægning for grundvandstruende aktiviteter er grænseoverskridende. Nabokommunen Aarhus har rettet henvendelse angående miljøfremmede stoffer i grundvandet, som blandt andet også opleves i forbindelse med boligområder.  Ved en henvendelse for en grundvandstruende aktivitet, hvor drikkevandet i en nabokommune vil blive påvirket, vil nabokommunen blive inddraget i den konkrete planlægning. 

Retningslinjekortene for Klima- og overfladevand har nye udpegninger. Disse har været i høring i forbindelse med klimahandlingsplanen i 2023. Derfor vurderes det, at nabokommunerne er hørt. Retningslinjerne er ikke ændrede. 

Området for større pladskrævende varegrupper i Hornslet er justeret, så det tilsvarer planlægningen i 2016, men rummelighederne er ikke ændret. Der er desuden ikke udlagt nye arealer til større pladskrævende varegrupper eller aflastningscentre. Derfor vurderes detailhandelsstrukturen ikke at påvirke nabokommunerne. 

Kommuneplanen og den statslige trafikplan 

Ifølge planlovens §11e, stk. 1, nr. 16, skal der redegøres for kommuneplanens sammenhæng med den statslige trafikplan. 

I 2009 blev der vedtaget en grøn trafikpolitisk aftale. Denne er efterfølgende fulgt op af anlægslove og tillæg, som også berører trafikforbindelser i Syddjurs Kommune.

Arbejdet med infrastruktur i Syddjurs Kommune bygger på Djurs Mobilitetsstrategi, som er en politisk aftale om, hvordan Syddjurs Kommune, sammen med Norddjurs Kommune, Midttrafik og Region Midtjylland frem mod 2025 skaber et effektivt, sammenhængende og bæredygtigt mobilitetstilbud, der udnytter ressourcer og investeringer effektivt. Derudover har Syddjurs Kommune en mobilitetsplan, som gælder fra 2021 - 2031. 

Der er samspil mellem trafikplaner og anlægslove, og kommuneplanen tager hensyn til statens planlagte trafikanlæg, herunder omfartsvej nord om Tirstrup og udvidelse af motortrafikvej på landevej 15. Se i øvrigt trafikale korridorer. 

Kommuneplanen og trafikselskabernes trafikplan

Ifølge planlovens § 11e, stk. 1, nr. 16, skal der redegøres for kommuneplanens sammenhæng med trafikselskabernes trafikplan for offentlig service.
Syddjurs Kommune arbejder på at sikre den regionale kollektive trafik, så der er forbindelse mellem hovedbyer i kommunen og de større byer i nabokommunerne. Denne planlægning er understøttet af planlægningen i vores stationsbyer samt trafikale knudepunkter. Se i øvrigt Trafikknudepunkter og letbanestationer. 

Råstofplanen

Ifølge planlovens § 11e, stk. 1, nr. 10 skal der redegøres for de i råstofplanen fastsatte bestemmelser, der er relevante for planlægningen af arealanvendelsen i kommuneplanen.
Arealudlæggene i Kommuneplan 2024 er ikke i strid med råstofplanen for Region Midtjylland og muliggør stadig udvinding af grus samt transport af samme. Se i øvrigt retningslinjer for landskaber.