Stk. 1: Ved placering af solenergianlæg i det åbne land, skal anlægget efter planmæssig bearbejdning skalamæssigt kunne optages i landskabet med hensyn til opdeling af byggefelt, afgrænsning og afstande til boliger, øvrige tekniske anlæg og lignende.
Placering af lokalplanpligtige solenergianlæg
Stk. 2: Lokalplanpligtige solenergianlæg der foruden at skabe grøn energi, bidrager med merværdiskabende tiltag prioriteres forud for anlæg, som ikke kan påvise merværdi.
Stk. 3: Solenergianlæg skal placeres, hvor det miljømæssigt, landskabeligt og infrastrukturmæssigt giver mest værdi for energiproduktionen.
Stk. 4: En samlet planlægning og arealudpegning af arealer til placering af større solenergianlæg skal ske på baggrund af konkrete henvendelse. Herefter en forudgående bred dialog mellem interessenter og potentielle naboer samt følges op med konkret fysisk planlægning.
Optagelse af rammer for et lokalplanpligtige solenergianlæg
Stk. 5: Der skal sikres et tilstrækkeligt planlægningsområde, der muliggør byggefelt til solenergiprojektet og tilstødende arealer, der skal reserveres til afstande eller indgå i projektets afgræsning og sekundære anvendelse.
Stk. 6: Planlægningsområdet udmøntes i teknisk-, landområde- og rekreative rammer, så det sikres at det rammelagte arealreservation til teknisk areal og beplantning mindskes mest muligt.
Mindre solenergianlæg
Stk. 7: Ved etablering af anlæg til indvinding af solenergi på bygningers tage, hvor taget har en hældning på 10 grader eller mere, bør anlægget placeres med samme hældning som taget. Anlægget bør ikke være hævet mere end ca. 10 cm over tagfladen.
Stk. 8: Såfremt der etableres et anlæg til indvinding af solenergi eller lignende på bygninger med taghældninger på op til 10 grader, bør anlægget højest rage 1,0 m op over tagets højeste punkt, og anlægget bør placeres mindst 1,0 m fra tagkanten.
Redegørelse
Ovenstående retningslinjer tager udgangspunkt i planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 5. samt Bekendtgørelse om planlægning for lokalplanpligtige solcelleanlæg i det åbne land, BEK nr 440 af 03/05/2024.
Syddjurs kommune kan bidrage til at muliggøre den grønne omstilling samt reduktion af CO2 udledning ved at planlægge for etableringen af, eller reservere arealer til bæredygtig energiformer, herunder produktion af solenergi.
Retningslinjen skal sikre et råderum til at opnå de i bekendtgørelsens ønskede hensyn til afstande, afskærmning og helhedsorienteret interessevaretagelse i planlægningen samt miljøforhold i forhold til indkomne projektansøgninger. Bekendtgørelsens bestemmelser vil indgå i den nærmere planlægning, når der indkommer konkrete projektansøgninger. Med kommuneplanen i hånden skal vi sikre at de samfundsmæssige interesser forenes i lokalplanlægningen, herunder at samtlige retningslinjer sætter en ramme for en indgående dialog med opstiller, lodsejere og interessenter, inden det planlægningsmæssige lægges fast.
Med merværdi forstås at der med planlægning for et solenergianlæg kan løfte flere interesser, som i et ikke udtømmende liste kan være beskyttelse af grundvand, øget biodiversitet herunder etablering af spredningskorridor eller lokale økosystemer, muliggøre nye stiforbindelser i området, formidling af kulturhistorie, sikre adgang til rekreative naturarealer, landskabelig formidling og forstærkning.
Det er en forventning at de projekter, der bliver indsendt ansøgning om, har afklaret det projekt- og samfundsøkonomiske i placeringen i forhold til tracéer, udtagning af landbrugsjord/bonitet og lignende, og at der med indmelding af projektønske er redegjort for sammenhængen med kommuneplanens retningslinjer.
At optage et større område til planlægning skal sikre at byggefeltet indpasses bedst muligt ud fra de lokale forudsætninger.
Nationale interesser
Det er en national interesse at sikre rent og rigeligt drikkevand. Dog indgår planlægningen for opstilling af større solcelleanlæg eller lignende arealreservationer ikke direkte som et hensyn der skal varetages i den kommunale planlægning. Opstilling af solenergianlæg sikrer dog et areal mod anden anvendelse, og kan inddirekte være med til at beskytte grundvandsinteresser.
Sektorplaner
Syddjurs kommune arbejder med udgangspunkt i en klimahandlingsplan, som opstiller mål for omfanget af vedvarende energi etableret i Syddjurs kommune. Syddjurs kommune har også en vedtaget biodiversitetsstrategi.
Øvrig lovgivning
Retningslinjerne er formuleret så det er muligt at rumme kommende klimalov, nationale målsætninger og energiforlig og lignende tiltag, der skal fremme Danmarks grønne omstilling.
Opstilling af solcelleanlæg i landzone hører ind under landzonelovgivningen. Det betyder at hvert anlæg skal vurderes i forhold til indvirkning på omgivelserne og hvorvidt der er lokalplanpligt.
Hvis en konkret vurdering viser, at der er tale om et større solcelleanlæg skal der tilvejebringes et kommuneplantillæg samt en lokalplan for områdets udformning og adgang og en VVM for anlæggets etablering. Arealet forbliver landzone efter endt lokalplanlægning.
Lov om fremme af vedvarende energi fastlægger de overordnede forhold angående energiforsyning, herunder at fremme en bæredygtig udbygning med solenergianlæg, herunder støtteordninger og tilslutning af de pågældende anlæg, som varetages af hhv. miljø- og energistyrelsen.
LÆS MERE I HOVEDPRINCIPPERNE:
Hovedprincipper for Erhvervsudvikling og beskæftigelse
Hovedprincipper for Natur, landskaber og levende fortællinger