Landskaber

Landskaber generelt

Stk. 1: Ændringer i landskabet skal som udgangspunkt bygge videre på, eller tage hensyn til landskabernes karakteristika som binder byer, lokalsamfund, kulturmiljøer, veje, skove, natur og kysten sammen i lokale egenarter og forskellige karakterer. 

Stk. 2: Ved en konkret beslutning, kan det vedtages at ændre et landskabs skala, lokale egenart og deraf samlede fortælling. 

Bevaringsværdige landskaber 

Stk. 3: Inden for de udpegede bevaringsværdige landskaber skal landskabshensyn tillægges særlig stor vægt, herunder at værne om landskabets særlige karaktertræk, fortællinger og oplevelsesværdier, der ligger til grund for udpegningen.

Stk. 4: Der kan ikke inddrages nye arealer til byggeri og anlæg. Kun tungtvejende samfundshensyn kan afvige dette.

Udvidelse af eksisterende, erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri i det åbne land kan tillades, hvis det opføres i nær tilknytning til de eksisterende bygninger, samt placeres og udformes under særlig hensyntagen til landskabets oplevelsesværdi. 

Større sammenhængende landskaber

Stk. 5: Inden for de udpegede større sammenhængende landskaber, skal de landskabelige sammenhænge, landskabets fortællinger og særlige karakteristika, der ligger til grund for udpegningen, tillægges særligt stor vægt.

Skt. 6: Byggeri og anlæg skal som udgangspunkt begrænses i de større sammenhængende landskaber.

Stk. 7: Nyt byggeri og anlæg skal understøtte landskabets særlige karaktertræk og landskabelige sammenhænge.

Stk. 8: Inddragelse af arealer til formål som medvirker til at formidle landskabelige og naturmæssige kvaliteter samt rekreative muligheder i mindre skala og omfang, kan tillades såfremt disse placeres og udformes under særlig hensyntagen til landskabets karakter. 

Udsigtslandskab 

Stk. 9: Når der planlægges for nyt byggeri, beplantning og anlæg inden for Syddjurs kommunes udsigtslandskaber, bør højder, udsigtskiler, belægninger og tagflader på det planlagte understøtte hensynet til udsigten.  

Ændringslandskab

Stk. 10: Der bør udarbejdes en strukturplan, hvis tiltag i ændringslandskaberne på sigt skal muliggøres. 

 


Redegørelse 

Landskabsretningslinjerne refererer til planlovens § 11a, nr. 16

Landskaberne i Syddjurs kommune er kendetegnet ved forskellighed i det rumlige og visuelle (skala) samt kultur- og naturgeografiske grundlag (de kortlagte fortællinger). Tilsammen udtrykker disse landskabets karakter. På baggrund af de aktuelle karaktérer er Syddjurs Kommune inddelt i 22 områder med hver deres forskelligheder i skala og samlende fortællinger.

Hvert karakterområde indeholder en beskrivelse af tilstand, oplevelser, karakteristika og sårbarheder. Beskrivelserne med tilhørende redegørelse og anbefalinger danner udgangspunkt for indpasning af byggeri og anlæg i hele kommunen og tjener primært som et administrativt baggrundsdokument. Med udgangspunkt i beskrivelserne er det muligt at indpasse nyt byggeri og anlæg på landskabets præmisser, men også bevidst træffe en beslutning om at ændre landskabets karaktér. Dette vil være i forbindelse med en beslutning i byrådet hvor beskrivelse og vurdering af landskabernes karakteristika indgår i beslutningsgrundlaget.

Med kommuneplan 2024 er der optaget fem typer retningslinjer for landskaberne. 

Landskaber generelt
Opdelingen og udpegningen af forskellige landskabskarakterer skal understøtte, at beslutninger om nyt byggeri og anlæg bliver foreholdt indvirkningen i landskabets karakter og iboende kvaliteter. 

Bevaringsværdige landskaber
Udpegningen skal begrænse udbygningen i det åbne land og sikre landskabets oplevelsesværdi. Udpegningen dækker både landskab og det byggede miljø, herunder landsbyafgrænsninger. Retningslinjerne er særligt restriktive for byggeri i åbent land. Inden for landsbyafgrænsningerne landsbyafgrænsninger vil der kunne tillades byggeri, hvis det forbedrer sammenhængen landsbyens bygninger i mellem, er i overensstemmelse med det omkringliggende landskabs oplevelsesværdi og forbedrer overgangen mellem landsby og landskab. På samme vis kan en afgrænsning af landsbyen justeres, hvis justeringen er med til at underbygge den landskabelige oplevelsesværdi. 

Større sammenhængende landskaber 
Udpegningen skal understøtte sammenhængen mellem landskabstyperne i Syddjurs kommune hvor landskaberne er mest karakteristiske. Inden for udpegningen kan begrænset udbygning muligt. Projekter skal fremme og gerne formidle landskabets karakteristika.

Udsigtslandskaber
Udpegningen skal understøtte udsigten, ofte fra et bevaringværdigt landskab til kystlinjen og/eller væsentlige landskabselementer eller fra byområder til omkringliggende skove og lignende karaktergivende landskabselementer. Inden for udsigtslandskaberne skal det søges at undgå reflekterende tagflader, lyse farver eller andet, der optræder visuelt dominerende. 

Ændringslandskaber
Hvor landskabet vil have gavn af en samlet indsats for at styrke karakteren, og hvor karakteren ikke alene kan understøttes gennem landzonetilladelse eller mere afgrænset planlægning er der udpeget ændringslandskab. 

Landskabssyn
Landskaberne i Syddjurs Kommune binder byer, lokalsamfund, kulturmiljøer, veje, skove, natur og kysten sammen og tegner konturerne af Syddjurs i en samlende fortælling om lokale egenarter og forskellige karakterer.

  • Der er ikke én periode i vores historie, der er udtryk for landskabets rette udseende. Landskabet er i en evig forandring. Natur og mennesker har sat skelsættende eller historiegivende præg på vores landskab fra istid og bondestenalder til enevældets ophør, industrialiseringens eftertid og frem til nu.
  • Nogle ændringer i landskabet er uundgåelige. Eksempelvis når lavbundsområder uden menneskelig indblanding står under vand igen. Andre ændringer i landskabet kan være nødvendige, af hensyn til vores forsyning med energi og sikring af grundvandet. Sidst kan årsagen til ændringen være med til at skabe liv i vores mødesteder og udvikling af erhverv.
  • Når vi arbejder med landskaberne i Syddjurs Kommune, er det ud fra en kommunal fortælling om lokale egenarter. Det er essensen af kommunens samlede historiske udvikling og den afledte egenart og karakter, der er vores udgangspunkt for administrationen af nyt i kommunen.

Landskabet indgår som et af flere hensyn, der skal forenes i vores planlægning. Nogle emner står over de landskabelige hensyn, andre bør følge landskabets karakter, skala og umistelige værdier.

Nationale interesser i kommuneplanlægningen

Det er en national interesse at planlægningen af det åbne land er med til at sikre, at de værdifulde landskaber bevares, herunder at de åbne kyster og geologiske værdier fortsat udgør en væsentlig natur- og landskabsværdi.

Med kommuneplan 2024 optages en revideret udpegning af bevaringsværdige landskaber og en ny udpegning af større sammenhængende landskaber med tilhørende reviderede retningslinjer. Gældende og tidligere kommuneplaner forener de to landskabstyper af national interesse i ét og samme tema. Den hidtidige udpegning er således svær at anvende som retningslinje og beslutningsgrundlag i henhold til nugældende praksis for opdeling af landskabskarakterer. Justeringen af ”bevaringsværdige landskaber” og optagelsen af  ”større sammenhængende landskaber” medvirker til at skelne mellem landskabelige hensyn i Syddjurs Kommune – med en præciseret geografisk udpegning. 

Forholdet mellem bevaringsværdige landskaber, større sammenhængende landskaber vil i sammenhæng med udsigtslandskaber og ændringslandskaber understøtte at geologiske hensyn og åbne kyststrækninger i videst muligt omfang indgår som hensyn i arealanvendelsen. 

For en samlet redegørelse for udpegning af bevaringsværdige landskaber og større sammenhængende landskaber henvises særskilt til redegørelse den ny landskabsudpegning under redegørelse for kommuneplanens forudsætninger.

Miljøstyrelsen er overordnet myndighed på sikring af de nationale landskabelige interesser. 

Øvrig lovgivning

Landskabskortlægningen er med til at understøtte vurderingen af- og indpasning af bygværker, byvækst, byggeri og ændringer i åbent land, herunder administration efter landzonelovgivningen andre sektorlovgivninger. 

BAGGRUNDSVIDEN:

LÆS MERE I HOVEDPRINCIPPERNE: 

Hovedprincipper for Natur, landskaber og levende fortællinger

LÆS MERE I REDEGØRELSEN FOR KOMMUNEPLANENS FORUDSÆTNINGER: 

Landskaber af national interesse