Syddjurs Kommune skal udvikles gennem de stedbårne kvaliteter kommunen rummer i dag og som kan styrkes i fremtiden. Kommunen er en med sine forskelligartede lokalsamfund, landskab, natur og relativt korte afstand til Aarhus en ressource i flyttekæderne i - og omkring - Aarhus.
Selvom Syddjurs Kommune er sin egen, er adgangen til Aarhus en stor del af Syddjurs hverdag. En stor del af borgerne i Syddjurs pendler på daglig basis til Aarhus på grund af arbejde, uddannelse, kulturmuligheder og indkøbsmuligheder. Mange Aarhusianere pendler også den modsatte vej til Syddjurs, for at arbejde eller for fornøjelsens og fritidens skyld. Derfor må planlægningen i Syddjurs også tage udgangspunkt i denne sammenhæng og ikke konkurrere på parametre, hvor Aarhus til enhver tid vil være hovedaktør.
Syddjurs er forbundet med Favrskov, Randers og Norddjurs kommuner gennem den vand- og landbårne natur, samarbejde om turismeudvikling og lokal erhvervsudveksling.
Rent fysisk er Syddjurs Kommune bundet sammen af landskaberne, naturen, kulturmiljøerne, landsbyklyngerne samt de to bybånd; Kystbåndet og Letbanebåndet og de fire trafikknudepunkter. Der er ingen hovedby i kommunen. Derfor er den indbyrdes balance vigtig, for ikke at tippe vilkårene for de enkelte byer. Ved at arbejde med de enkelte sammenhænge løfter lokalsamfundene i fællesskab. En positiv udvikling for en part i de større sammenhænge, løfter også de øvrige lokalområder.
I Syddjurs er der forskellige sammenhænge og initiativer, der binder folk og virksomheder sammen. Alt sammen udspringer af de muligheder, der er i kommunen i dag. For at sikre den fremtidige udvikling er det også vigtigt at understøtte de eksisterende muligheder og invitere inden for i fællesskabet. Her er det vigtigt, at sikre opkoblingen til Aarhus så Syddjurs Kommune er tilgængelig for både tilflyttere til boliger og erhvervsområder. Blandt andet er erhvervskorridoren langs motortrafikvejen til Aarhus og lufthavnen vigtig, ligesom Letbanen og de fire trafikknudepunkter er med til at binde kommunen sammen og øge tilgængeligheden til og fra kommunen. Adgangen til attraktive turismefaciliteter er også vigtig for at sikre en god balance i regionen.
Syddjurs Kommune har i vinteren 2022/2023 udarbejdet byskitser i samarbejde med Distriktsrådene for Thorsager, Mørke, Kolind og Ryomgård. I forvejen er der udarbejdet byskitser for Hornslet, Ebeltoft, Ugelbølle, Rønde, Eskerod og Rodskov. Der er desuden optegnet udbygningsretninger for Tirstrup og Feldballe-Tåstrup.
Byskitserne danner grundlaget for den videre fysiske udvikling af byerne.
Byskitsen illustrerer byens forventede udviklingsretning med by-relaterede anvendelser som erhverv, boliger, offentlige funktioner, kultur og fritid. Desuden tegner byskitsen den enkelte bys vigtigste grønne og blå strukturer, blågrønne forbindelser, ønskede sti- og vejforbindelser samt fortætningsmuligheder.
Selvom fremtiden er svær at spå om, prøver vi at tage størst mulig hensyn til udefrakommende faktorer i byskitserne.
Byrådets fokus på byudvikling og understøttelse af mødesteder bliver ligeledes tydelig i projekterne "Hornslet i udvikling" og "Ebeltoft i udvikling". Begge bystrategiske udviklingsprojekter foregår som et samarbejde med byens borgere og øvrige lokale aktører og skal styrke Hornslet og Ebeltoft som attraktive byer for bosætning, handel og fritid.
Sammenhæng til Vision og udviklingsstrategi
Kommuneplan 2024 understøtter Vision og udviklingsstrategiens punkt 5 "Lokaldemokrati og inddragelse" ved at:
- understøtte lokaldemokratiet gennem opsøgende arbejde hvor vi opfanger, kvalificerer og understøtter initiativer.
- udvikle lokaldemokratiet i foreningsregi, distriktsråd, klubber og andre sammenhænge, hvor vi fremmer processer og netværk i samarbejde.
- samarbejde om bedre løsninger gennem løbende dialog og inddragelse af borgere og interessenter.
- arbejde med åbne inddragende processer, hvor vi fokuserer på fælles mål og løsninger.