Miljøvurderingen er en gennemgang af de af kommuneplanens emner, som kan have en miljømæssig positiv eller negativ påvirkning, og som enten håndteres direkte i kommuneplanforslaget, eller skal arbejdes med i den videre planlægning (lokalplan, miljøtilladelse og lignende). Miljøvurderingen fungerer derfor som en vejledning, der indgår i forberedelserne til de fremadrettede processer.
Læs de relevante rapporter her:
Miljøvurdering af forslag til kommuneplan 2024
Supplerende grundvandsredegørelse
Kommuneplan 2024 er et politisk arbejdspapir og derfor er miljøvurderingen af kommuneplanen på et meget overordnet niveau. Det betyder at kommuneplanen kan indeholde emner, som er beskrevet overordnet og kun med stedlige faktorer, det vil sige udgangspunktet er, hvordan der ser ud nu. Derfor kan det være vanskeligt at vurdere de miljømæssige konsekvenser af fremtidige planer og projekter. I sådanne tilfælde vil en miljøvurdering i forbindelse med udarbejdelsen af en mere detaljeret plan være mere uddybende. Det kan eksempelvis være ved et tillæg til kommuneplanen eller en lokalplan.
Supplerende grundvandsredegørelse
Miljøvurderingen er tilknyttet en supplerende grundvandsredegørelse for arealudlæg til produktionsvirksomheder inden for indvindingsoplande. Redegørelsen angiver en række afværgeforanstaltninger, der skal indarbejdes i den videre planlægning og tilladelser.
Tiltag i forslag til kommuneplan 2024 på baggrund af Miljøvurderingen
De af miljøvurderingens belyste emner, der kan indarbejdes i kommuneplanens rammedel, herunder emner som sokkelgrunde og bortledning af overfladevand, er indarbejdet ved fremlæggelse af forslag til Kommuneplan 2024. Enkelte miljøparametre har haft en direkte specifik indvirkning på rammeafgrænsningerne og er indpasset i forslaget til kommuneplanen. Disse nævnes nedenfor og er ikke konsekvensrettet i miljøvurderingen. Hermed belyses processen med miljøvurderingen.
Flagermus/Bilag IV-arter:
Følgende fremgår af kommuneplanens redegørelse og som henvisning i rammedelens definitioner:
”Projekter, som omfatter eksisterende bygninger, træbeplantninger, læhegn, søer og anden terrestrisk natur, der vurderes som egnet fourageringsområde, skal screenes for påvirkningen på flagermus inden den mere detaljerede planlægning påbegyndes.”
Samtidig er rammeafgrænsningen for 9.10.E1 justeret, så den friholder plantning og dødishul. Ændringen af geografien ændrer ikke ved den supplerende grundvandsredegørelse.
Grønt Danmarkskort og rammer:
Rammeafgrænsning for Lyngsbæk (1.16.R1) og Agri (4.22.B1 og 4.22.BE2) er justerede så de ikke omfatter Grønt Danmarkskort.
6.10.E4.d og 6.10.E4.f har indarbejdet bestemmelser om hegning til at fremme dyrs frie bevægelighed i området.
1.1.B37 indeholder bestemmelser, der skal fastholde skovkarakteren, som er udpegningsgrundlaget til grønt Danmarkskort på netop dette sted.
Lavbund/overfladevand/Bluespot i kommuneplanrammer:
Hvor nye rammer omfatter lavbund/bluespot i et ikke udbygget område, indarbejdes det I notatfelt at friholde areal for byggeri, så der sikres en kapacitet til opstuvning af overfladevand. Byggeri anvises i flere tilfælde som sokkeludstykninger og med lignende begrænsende foranstaltninger.
Selve håndteringen vil komme an på en senere Vandforvaltningsstrategi.
Rammerne i Lyngsbæk (1.16.R1 og 1.16.BE1) er begrænsede til kun at omfatte feriecenter (allerede udbygget) og tilgrænsende arealer, og fraviger dermed miljøvurderingens kortgrundlag.
For rammenummer 4.1.E4.c gælder, at der ikke er sikkerhed for, om områdets skybrudsvolumen kan håndteres i den videre planlægning.
For rammenummer 5.1.B25 gælder, at der ikke er sikkerhed for, om de generelle vandforhold (komplekse grundvandsforhold og afledte effekter) på området kan håndteres ved den videre planlægning.
Byformål og kildepladszoner/BNBO:
Notatfelter i rammer, der har sammenfald mellem klidepladszone/BNBO og udlæg til byformål indføjes følgende:
”Med indretning af området samt udformning af byggeri og anlæg, skal grundvandet beskyttes mod nedsivning af miljøfremmede stoffer jf. kommunens indsatsplan.
Se planmæssig begrundelse i forbindelse med kommuneplan 2024.”
For redegørelsen for udlæggene henvises til kommuneplanens samlede redegørelse.
Produktionserhverv og indvindingsoplande:
I den videre planlægning vil afværgeforanstaltningerne, beskrevet i den supplerende grundvandsredegørelse for ramme 6.10.E3.e og 9.10.E1, lægges til grund for valget af afværgeforanstaltninger og indretning af områderne.
Rammerne 6.10.E3.e, 9.10.E1 og 2.1.E8.c indeholder følgende notat:
”For tiltag til beskyttelse af grundvand i den videre planlægning henvises til supplerende grundvandsredegørelse for dette konkrete rammeområde i kommuneplan 2024.
Rammeområdet ligger i område med særlige drikkevandsinteresser og/eller inden for indvindingsoplande til en almen vandforsyning. Der må derfor som udgangspunkt ikke etableres virksomhedstyper og anlæg, som tilsvarer de typer, der fremgår af Bilag 1 til 'Vejledning om krav til kommuneplanlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse'. Der er tale om virksomhedstyper og anlæg som jf. vejledningen, kan medføre en væsentlig fare for forurening af grundvandet. Det vil være op til en konkret vurdering og regulering i den videre planlægning, hvorvidt - og hvordan - en virksomhed er egnet til området.”