Stk. 1: Der er umiddelbart mulighed for at opstille følgende antal vindmøller i området:
- Område ved Ebeltoft Færgehavn - op til 4 vindmøller på max 150 m.
Stk. 2: Ved godkendelse af projekter inden for områder, der findes umiddelbart egnede til vindmøller, skal der lægges vægt på optimal udnyttelse af området. Det vil sige, at der skal opstilles så effektive og så mange vindmøller som muligt indenfor de grænser, som hensynet til naboer, landskab og natur forudsætter.
Stk. 3: Vindmøller skal placeres og udformes under videst mulig hensyntagen til det åbne lands interesser, herunder især hensynet til landskabsbilledet, og således, at nabogener begrænses.
Stk. 4: Det udpegede område forbeholdes vindmøller med en totalhøjde, der skal ligge i intervallet fra 100 m - 150 m. Forholdet mellem navhøjde og rotordiameter skal være på 1:1,1 - 1:1,35.
Stk. 5: Der planlægges kun for vindmøller mellem 25 og 100 m, hvis der findes en særlig begrundelse eller behov for sådanne.
Stk. 6: I de enkelte vindmøllegrupper skal vindmøllerne have samme rotordiameter, farve og opstilles med samme indbyrdes afstand.
Stk. 7: Placering af vindmøller skal tage hensyn til trafikken og trafiksikkerheden på overordnede veje og vigtige veje, således at vindmøller ikke placeres nærmere end 1,7 gange møllens totalhøjde, og således at vindmøller ikke placeres i vejens sigtelinie, hvis det vurderes at kunne fjerne trafikanternes opmærksomhed fra vejen og dens forløb.
Stk. 8: Ved planlægning sikres at nabobeboelser ikke påføres skyggekast i mere end 10 timer om året, beregnet som reel skyggetid.
Stk. 9: Vindmøller med en totalhøjde på 100 m eller højere skal afmærkes af hensyn til luftfartens sikkerhed.
Stk. 10: Husstandsmøller med en totalhøjde på max. 25 m kan opstilles uden for vindmølleområderne ved fritliggende ejendomme i umiddelbar tilknytning til ejendommens bygninger, hvis det ud fra en konkret vurdering findes foreneligt med det åbne lands interesser.
Stk. 11: Vindmøller nær jordkabelanlæg skal som minimum placeres i en afstand på 50 m fra respektafstanden langs jordkabelanlæg.
Stk. 12: Vindmøller nær luftledningsanlæg skal som minimum placeres i en afstand på vindmøllens fulde totalhøjde fra respektafstanden langs luftledningsanlægget.
Redegørelse
Syddjurs kommune kan bidrage til at muliggøre den grønne omstilling samt reduktion af CO2 udledning ved at planlægge for etableringen af, eller reservere arealer til bæredygtig energiformer, herunder produktion af vindenergi.
Vindmøller er en god alternativ energiforsyningsmulighed. Udpegningen af mulige vindmølleområder skal afvejes imellem hensynene til nabobeboelse, natur, landskab, kulturhistoriske værdier samt jordbrugsmæssige interesser og den forventede produktion af vedvarende energi. På den baggrund er der i Syddjurs Kommune udpeget et muligt område for vindmøller med en totalhøjde på mellem 100-150 m (dvs. fra jorden til vingespids når denne er højest i terrænet). Byrådet vil kun planlægge for mindre vindmøller mellem 25 og 100 m, hvis der findes en særlig begrundelse eller behov for en sådan.
I Syddjurs Kommune er der udpeget et muligt vindmølleområde ved Ebeltoft Færgehavn. Forudsætningen for opsætning af 150 meter møller i området er, at der skal bygges en ny mole til vindmøllerne.
Det udpegede vindmølleområde skal følges op af en vurdering af og planlægning for de individuelle vindmølleprojekter og eventuelt en fornyet planlægning for hele området. Det betyder konkret, at der efterfølgende skal udarbejdes VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet), kommuneplantillæg, lokalplan, og at projekterne skal igennem Energistyrelsens tekniske godkendelsesordning. Derfor er udpegningen i kommuneplanen kun første skridt mod opstilling af nye vindmøller.
Husstandsmøller
En husstandsmølle er 25 m eller lavere i totalhøjde og skal opstilles i umiddelbar nærhed til eksisterende bebyggelse. Der skal ikke kommuneplanlægges for husstandsmøller, da de kan opstilles efter en landzonetilladelse og derfor er de ikke beskrevet yderligere i kommuneplanen. Husstandsmøller er dog, ligesom andre vindmøller, omfattet af krav om hensyntagen til omgivelserne og støjkrav.
Sektorplaner
Syddjurs kommune har en klimatilpasningsplan og en klimahandlingsplan, som løbende bliver revideret. Strøm fra vindmøller kan medvirke til at opnå Syddjurs Kommunes målsætninger på energiområdet.
Øvrig lovgivning
Lov om fremme af vedvarende energi opstiller en række vilkår for etablering af- og støttemuligheder til etablering af vindenergi, som varetages af miljø- og energistyrelsen.
Vindmøllebekendtgørelsen samt Lov om fremme af vedvarende energi fastlægger de overordnede forhold angående energiforsyning, herunder at fremme en bæredygtig udbygning med vindmøller, hvor der tages omfattende hensyn til ikke alene muligheden for at udnytte vindressourcen, men også til nabobeboelse, natur, landskab, kulturhistoriske værdier samt de jordbrugsmæssige interesser.
Erhvervs- og energistyrelsen varetager bekendtgørelserne. Energistyrelsen er myndighed for opstilling og planlægning for havvindmøller og kystnære havvindmøller. Trafikstyrelsen fastlægger regler om lysmarkering af vindmøller i forhold til flytrafiksikkerhed.
BAGGRUNDSVIDEN
Vejledning om planlægning for og tilladelse til opstilling af vindmøller
LÆS MERE I HOVEDPRINCIPPERNE:
Hovedprincipper for Erhvervsudvikling og beskæftigelse
Hovedprincipper for Natur, landskaber og levende fortællinger