GRUNDLAG

Det tekniske grundlag for klimahandlingsplanen er energi- og klimaregnskabet for Syddjurs Kommune. Det følger FN’s (IPCC) og Danmarks Nationale Regnskabs (NIR) retningslinjer for opgørelse af drivhusgasser. Regnskabet opgør CO2-udledningen for perioden 1990-2018.
 
Vi opgør udledningen af alle drivhusgasser i enheden CO2-ækvivalenter (CO2e), så det også omfatter alle klimagasser herunder lattergas og metan, der er de hyppigste klimagasser. Når vi sætter tal på udledning af CO2 i denne klimaplan, er det CO2-ækvivalenter. Altså incl. en omregningsfaktor, hvor lattergas som klimagas er ca. 300 gange værre end CO2, og metan er ca. 25 gange værre, og derfor omregnes udledningen til én enhed så det kan sammenlignes. Lattergas dannes hovedsageligt fra landbrugsjorde, hvor bakterier omdanner nitrat til lattergas.

Vi har opgjort klimagassser siden 1990. Det var dengang, hvor verdens lande tilsluttede sig Kyotoaftalen. Derfor er 1990 et fælles udgangspunkt for hele verden, når vi taler om at reducere udledningen af drivhusgasser, jf. figur 2.
 

Figur 2: Energistyrelsens fremskrivning af de samlede udledninger fordelt på sektorer 1990-2030 (mio. ton CO2e)