Gennemførelse af lavbundsprojekter via kommunal facilitering

Der er et stort potentiale i at binde drivhusgasser i jorden. Som omtalt er dyrkede organiske lavbundsjorder kilde til en stor mængde CO2. Det er derfor en god idé at omlægge dyrkede lavbundsjorder til vådområder, som nedbrydningen af organisk materiale bremses, og der faktisk indbygges organisk materiale i områderne. Det modvirker samtidig udvaskning af nitrat til vandmiljøet og kan være et vigtigt led i forbindelse med klimatilpasning.

Hvis der er nok organisk indhold i jorden kan man få tilskud til at omlægge jorden fra dyrkningsarealer til våde enge/naturarealer. Der vil typisk indgå en jordfordeling i et lavbundsprojekt, som bl.a har den fordel, at landmanden kan samle sin jord, hvis der er jord til rådighed. Det giver kortere køreafstande med traktorer og maskiner. Det er både effektivt, billigere og udleder mindre CO2.  Syddjurs Kommune har allerede gode erfaringer med at facilitere fordeling af jord og etablere vådområder bl.a. i Termestrup og Karlby Enge. Denne udvikling skal fortsætte. Syddjurs Kommune vil også arbejde for at projekterne tænkes multifunktionelt, så der scores på flest mulige parametre for landmanden og samfundet.

Ifølge Klimarådet udgør de kulstofrige jorde 7 % af de danske dyrkningsarealer, men står for over halvdelen af udledning ved dyrkning af jord.

Syddjurs har ca. 3.800 ha kulstofrig landbrugsjord og jf klimaregnskabet er det teoretiske potentialet ved vådlægning af de 3.800 ha  en reduktion på 121.000 ton CO e /år. Svarende til en gennemsnitlig reduktionsfaktor i Syddjurs på knap 32 t CO2/ha. Den høje gennemsnitlige reduktionsfaktor skyldes, at en stor del at lavbundsjorden er klassificeret som jord med et organisk indhold større end 12 % jf figur 21

Alm. drænet agerjord vil kun give en reduktion på ca. 1 ton CO2 ækvivalent/år ved omlægning fra kornproduktion til vedvarende græs. Nedpløjning af halm og brug af efterafgrøder kan øge kulstofindholdet i jorden svarende til omkring 0,7 ton CO2e /år pr. ha.

Figur 21: lokalisering af kulstofrige lavbundsarealer