Landskabskarakteranalyse

Gravhøjene er de mest udbredte spor fra oldtiden, der optræder som synlige elementer i det danske landskab. Gravhøjene er med til at afspejle en stor tidsdybde i landskabets kulturbetingede anvendelse, og giver et billede af den menneskelige aktivitet i oldtidens landskab. Gravhøjene ligger fordelt over de højtliggende morænelandskaber, men med større koncentration enkelte steder i landskabet, hvor de herved optræder som tydelige, karaktergivende elementer i landskabet. Det gælder blandt andet i landskabet nord for Kolindsund (område 1), landskabet nordøst for Mårup Å (område 10), omkring Kalø Slotsruin (område 15) samt på Mols Bjerge (område 9). Gravhøjene ligger ofte i skovene, hvor de er sløret af skovens bevoksning, men flere steder optræder de også som fritliggende elementer på de åbne landbrugsflader, hvor de er med til at tilføre landskabet en særlig kulturhistorisk fortælling.

Landsbyerne ligger fordelt i det højtliggende morænelandskab, hvor de ofte ligger i tilknytning til ådale eller lavtliggende enge. Her har de udnyttet den højtliggende, gode morænejord til dyrkning, mens de våde og frodige enge har været anvendt til afgræsning af gårdenes dyr. De gamle landsbyer optræder flere steder med en intakt struktur, hvor der kun er sket få ændringer igennem tiderne.

Mange af landsbyerne er opstået som kirkelandsbyer, omkring de gamle middelalderkirker, der ligger fordelt i landskabet og som ofte kan dateres tilbage til 11-1200-tallet. Enkelte steder er de gamle kirker nedrevet til fordel for nyere kirker, opført i moderne stil, men ofte på samme placering som den oprindelige kirke. Kirkerne ligger flere steder tæt i landskabet, hvor de har et visuelt samspil imellem sig, og fungerer som pejlemærker i det åbne land.

Kalø Slotsruin stammer fra 1300-tallet, hvor det blev opført som én af fire borge i Jylland, der skulle styrke kongemagten. Borgen blev placeret på en lille ø i Kalø Vig, hvor det blev forbundet til fastlandet via en dæmning. Her ligger ruinen således med en fremtrædende placering i kystlandskabet, indrammet af de store gamle skove langs kysten.

Djursland har en forholdsvis stor koncentration af hovedgårde, der ligger jævnt fordelt i landskabet, og har rødder tilbage til middelalderen. De mange hovedgårde vidner om et næringsrigt og dyrkningsegnet landskab. Hovedgårdene er afspejlet i landskabet ved en meget enkel karakter og stor skala, med en veksling mellem store, dyrkede marker og store gamle skove, der indrammer hovedgården. Denne struktur adskiller sig ofte fra de omkringliggende landbrugslandskaber, og fremstår som en tydelig kulturhistorisk reference i landskabet. Omkring flere af hovedgårdene er der sket senere udstykninger af de oprindelige hovedgårdejerlav, mens enkelte hovedgårde optræder med en intakt struktur. Det gælder eksempelvis Skaføgård Hovedgård, i den nordvestlige del af kommunen (område 7).

Rosenholm Slot er en af egnens mest markante hovedgårde, og udgør med sin synlige placering i landskabet nord for Hornslet (område 6), et særligt kulturhistorisk element i landskabet.

Landboreformernes udskiftning af landsbyerne, der fandt sted i slutningen af 1700-tallet, har haft stor betydning for mange af de strukturer, der kendetegner de danske landskaber i dag. Med Landboreformerne skete en omfordelingen af jorden blandt bønderne, dels som stjerneudskiftninger, og dels som blok- eller kamudskiftninger. Ved stjerneudskiftning af landsbyerne blev gårdene liggende i landsbyerne, mens de omkringliggende jorder blev fordelt i ”lagkagestykker” ud fra den enkelte gård, og som tilsammen dannede tydelige stjernestrukturer i landskabet. Disse strukturer kan flere steder ses omkring de gamle landsbyer, blandt andet i landbrugslandskabet i den vestlige del af kommunen (område 4) samt i det kystnære landbrugslandskab omkring Kalø Vig (område 20). Ved blokudskiftning blev gårdene udflyttet fra landsbyerne til de omkringliggende landbrugsjorder, typisk i rektangulære felter, hvilket eksempelvis kan ses i det landbrugsprægede landskab langs Kattegatkysten (område 12).

Som et led i de store landboreformer blev fredskovsforordningen indført i 1805 og omfattede alle landets skove. På grund af overdreven udnyttelse af landskabets skove var der omkring år 1800 kun 4 % skov tilbage i Danmark. Derfor blev der indført et påbud om at beskytte de tilbageværende skove mod fældning, blandt andet ved indhegning med gærder. De store gamle fredskove med beskyttende gærder kan ses ved mange af de gamle skove, der ligger i tilknytning til de store hovedgårde. Blandt andet Rosenholm Skov og Hvilsager Skov er indhegnet med beskyttende stendiger. 

Stigende kornpriser var en væsentlig årsag til, at de danske bønder startede et omfattende arbejde med landindvindinger af moser, enge og søer, med henblik på opdyrkning af de hidtil udyrkede dele af landskabet. Særligt i årene 1860-1880 foregik et intensivt arbejde med etablering af drænrør og grøfter, til afvanding af de våde lavbundsjorder.[1] Dette ses tydeligt i landskabets strukturer den dag i dag, eksempelvis i det lavbundsprægede landskab omkring Ryom Å og Elløv Enge (område 7), ved de mange tætliggende grøfter og de lige, udrettede vandløb, der skulle lede vandet væk. 

Behovet for landinvindinger steg særligt efter tabet af Sønderjylland i krigen i 1864, og medførte organiserede indsatser. I Syddjurs Kommune er dette særligt afspejlet ved tørlægning af den oprindelige langstrakte sø, Kolindsund, der strakte sig på tværs af kommunegrænsen mellem Kolind i vest og Grenaa i øst. I 1872 blev der dannet et aktieselskab med det formål at inddæmme søen, og omdanne landskabet til frugtbar agerjord. En intakt struktur af brede kanaler, tætliggende grøfter og pumpehuse sørger således for at føre vandet væk fra området, så jorden er tørlagt og egnet til dyrkning. I dag udgør dette landskab derfor også en særlig kulturhistorisk fortælling om udnyttelse af landskabet gennem tiderne.

Tørlægningen af Kolindsund var også en af årsagerne til etablering af en ny jernbane mellem Randers, Ryomgård og Grenaa, efterfulgt af jernbanen mellem Ryomgård og Aarhus. Begge baner blev sat i drift i 1877. Med jernbaneloven i 1894 blev det efterfølgende vedtaget at etablere en ny jernbane mellem Ebeltoft og Trustrup, der her koblede sig på banen videre til Grenaa. Jernbanerne medførte en betydelig vækst i flere af de stationsbyer, der lå langs banestrækningerne, blandt andet Hornslet, Mørke, Ryomgård og Kolind. I dag eksisterer kun banen mellem Aarhus og Grenaa, der er omdannet til letbane. De øvrige to banestrækninger kan dog fortsat ses i landskabets strukturer i form af stier på dele af strækningerne.

Ud over opdyrkning blev de våde moser også anvendt til indvinding af tørv, som skulle bruges til opvarmning, særligt i mellemkrigsårene. Spor efter tørvegravning ses flere steder i landskabet, men er særligt udtalt i landskabet omkring Pindstrup (område 7), hvor Pindstrup Mosebrug blev anlagt i 1905. Her havde virksomheden ligeledes en gunstig beliggenhed nær den nye banestrækning. Tørvegravningen har sat tydelige spor i landskabet, og har blandt at dannet vandfyldte søer omkring Pindstrup, ligesom de oprindelige, store mosearealer er forsvundet og opdyrket landbrugsmæssigt. 

[1] https://danmarkshistorien.lex.dk/Landindvinding

Særligt i den sidste halvdel af 1900-tallet er der sket en omfattende byudvikling, der præger store dele af de kystnære landskaber omkring Kalø Vig (område 15) og Ebeltoft Vig (område 14). Her har de højtliggende, kystnære landskaber givet mulighed for at skabe attraktive boligområder, med vidtrækkende udsigter over kysterne mod syd og vest. Den mest omfattende byudvikling er sket omkring den gamle købstad, Ebeltoft, men også langs Århusvej er der byvækst i både Rønde, Ugelbølle og Rodskov.

Langs letbanestrækningen mellem Aarhus og Grenaa er der fortsat byvækst i de større stationsbyer, særligt i Hornslet men også Mørke, Thorsager og Kolind oplever vækst.

Siden starten af 1900-tallet har de kystnære landskaber i Syddjurs Kommune været attraktive for etablering af sommerhuse, og i dag er flere af de kystnære landskaber præget af sommerhusområder, der ofte strækker sig helt ud til kysterne, og derved udgør en del af kystlandskabernes karakter.

Kommunens landskaber er ligeledes kendetegnet ved flere forlystelsesparker, der understøtter landskabernes fritidsprægede karakter. Det gælder blandt andet Djurs Sommerland, i den nordlige del af kommunen (område 1) samt Skandinavisk Dyrepark (område 9) og Ree Park (område 11). Generelt er disse indpasset i landskabet og optræder derved ikke synligt fra de omkringliggende landskaber.

I 2009 blev en betydelig del af kommunens landskaber udlagt til Nationalpark Mols Bjerge, med henblik på at sikre naturen plads til udvikling inden for et større, sammenhængende område. Samtidig skulle nationalparken sikre befolkningens mulighed for at opleve og have adgang til den storslåede natur, der er af både national og international betydning.

Nutidens udvikling medfører i stigende grad behov for etablering af vedvarende energianlæg, der i stor udstrækning har betydning for, hvordan vi kommer til at se og opleve vores landskaber i fremtiden. Vindmøller har gennem de seneste årtier været en del af de danske landskabers karakter, og tilsvarende er der nu i stigende grad begyndt dukke nye anlæg op i de danske landskaber i form af eksempelvis solcelleparker, biogasanlæg og PtX anlæg, ligesom der er stigende behov for udvikling af energinetværket til at modtage og fordele den energi, de producerer.

Særligt de jævne slettelandskaber og de flade, lavbundsprægede landskaber opleves ofte med en lukket karakter, hvor det flade terræn i samspil med den tætte bevoksningsstruktur, der ofte præger disse landskaber, udgør mindre, afgrænsede landskabsrum. Her er der oftest kun mulighed for kig ud over landskabet inden for mindre, afgrænsede landskabsrum i skovenes lysninger. Det ses eksempelvis i område 7 og 21, hvor landskabet er en del af Tirstrup Hedeslette.

Et landskab, der eksempelvis er kendetegnet ved et småbakket terræn med en fragmenteret hegnsstruktur, spredt bebyggelse og/eller små klynger af bevoksning, vil ofte fremstå med en mere transparent, rumlig afgrænsning. Her vil der ofte være mulighed for at se på tværs af landskabet, men hvor de forskellige elementer bryder de visuelle sammenhænge. Dette er kendetegnet ved mange af kommunens landskabsområder, der dog  varierer mellem af være kraftigt transparente og let transparente alt efter landskabets indhold af rumskabende elementer som eksempelvis skove, læhegn og bebyggelser.

Det åbne landskab er ofte kendetegnet ved, at landskabet fremstår med en lysåben karakter, uden eller med meget få, rumdannende landskabselementer. Dette kendetegner særligt landskabet ved Kolindsund (område 8), der kun indeholder ganske få rumskabende elementer, der bryder de visuelle sammenhænge på tværs af det tørlagte sund.

I områder, hvor landskabet indeholder få elementer, der danner en tydelig og let aflæselig struktur i landskabet, har landskabet ofte en enkel karakter. Dette er ofte de dele af landskabet, der afspejler en særlig kulturhistorie, eller landskaber med en udpræget naturpræget karakter. Kolindsund (område 8) er et eksempel på et enkelt landskab, hvor de kulturhistoriske strukturer og elementer tegner en tydelig og enkelt struktur i landskabet. Også hovedgårdslandskaberne, herunder særligt Skaføgård Hovedgård (område 7) og Rosenholm Slot (område 6) er eksempler på landskaber med en enkel karakter.

Når landskabet rummer flere forskellige landskabselementer, eller elementerne optræder mere ustrukturerede, får landskabet en sammensat karakter.

Landskabet kan have en mere eller mindre sammensat karakter, og den sammensatte karakter kan således variere. I analysen af landskabsområderne bruges begreberne let sammensat og sammensat for at beskrive graden af landskabets kompleksitet imellem det enkle og det komplekse.

Store dele af kommunens landskaber kendetegnes ved en sammensat karakter, idet landskaberne ofte indeholder flere forskellige elementer, ligesom landskabets strukturer ofte er præget af tidens udvikling, og dermed ikke optræder tydeligt i landskabet.

Enkelte dele af landskabet optræder med en høj kompleksitet, fordi landskabskarakteren er sammensat af mange varierende elementer og strukturer. Det ses eksempelvis landskabet omkring Pindstrup og Ryom Å (område 7), hvor landskabet store sammensætning af forskellige elementer og strukturer, tegner en mosaikkarakter. Her er landskabets geologiske strukturer ligeledes med til at underbygge landskabets kompleksitet.

Et velstruktureret landskab hænge tæt sammen med de enkle landskaber, hvor landskabets strukturer og elementer danner en tydelig og let aflæselig struktur i landskabet. De strukturerede landskaber kan ofte ses i lavbundslandskaber, hvor tætliggende, parallelle afvandingsgrøfter tegner en enkel struktur i landskabet. Dette er særligt udtalt i landskabet ved Kolindsund (område 8), men kan også ses flere andre steder i kommunens landskabsområder, blandt andet ved Elløv Enge (område 7) og i englandskabet langs Skørring Å (område 5).

Det strukturerede landskab ses endvidere flere steder ved de gamle hovedgårde, herunder blandt andet omkring Skaføgård Hovedgård, Kalø Hovedgård og Rosenholm Slot. Hovedgårdslandskaberne er ofte kendetegnet ved en tydelig struktur, der består af få elementer, herunder store dyrkede marker og store, gamle skove, der fordeler sig omkring den ofte centralt placerede hovedgård.

Udskiftningstidens fordeling af markerne omkring kommunens landsbyer er ligeledes ofte med til at tegne tydelige strukturer i landskabet. Dette ses eksempelvis i form af stjernestrukturer omkring landsbyerne i det landbrugsprægede landskab, i den vestligste del af kommunen (område 4).

Det ustrukturerede landskab hænger ofte sammen med de sammensatte landskaber, hvor landskabet indeholder flere forskellige elementer, men som ikke tegner et egentligt mønster i landskabet. Ofte er bakkede landskaber kendetegnet ved en mere ustruktureret karakter end flade landskaber, idet strukturerne i højere grad følger terrænets varierende former.